En 79-årig mand er tiltalt i stor overgrebssag. Overgrebene skulle være sket i Frankrig og otte andre lande.
Fransk politi søger vidner i en sag, hvor en mand er tiltalt for voldtægt og andre seksuelle overgreb mod 89 mindreårige.
Det oplyser en fransk anklagemyndighed i byen Grenoble tirsdag ifølge det franske nyhedsbureau AFP.
Den 79-årige mand blev tiltalt tilbage i 2024, men anklagerne offentliggør nu sagen for at appellere til, at vidner og andre potentielle ofre træder frem, skriver AFP.

I alt er 89 ofre blevet identificeret baseret på materiale, som manden har samlet på en USB-stick. Ofrene skulle være børn og unge mellem 13 og 17 år, skriver avisen Le Monde.
Overgrebene er ifølge myndighederne begået mellem 1967 og 2022.
Den 79-årige mand blev i 2024 anmeldt af en nevø, der havde fundet USB-sticken, rapporterer det franske medie BFMTV.
De formodede forbrydelser skulle være begået i Frankrig, Tyskland, Schweiz, Marokko, Niger, Algeriet, Filippinerne, Indien, Colombia og Ny Kaledonien, der er et fransk oversøisk territorium.
Under efterforskningen har den 79-årige også tilstået at have kvalt sin uhelbredelig syge mor med en pude i 1970’erne og derefter sin ældre tante i 1990’erne.
Det oplyser anklager i Grenoble Etienne Manteaux ifølge Le Monde.
Tirsdag har der været afholdt et pressemøde i den franske by, hvor politiet har opfordret vidner og andre eventuelle ofre til at vidne mod den tiltalte overgrebsmand, skriver avisen.
Manden, der er født i 1946, har siddet varetægtsfængslet de seneste år.