En 73-årig læge står anklaget for blufærdighedskrænkelse efter angiveligt uanstændig berøring og kommentarer til en kvindelig patient på Holbæk Sygehus.
Et almindeligt lægebesøg i august 2024 udviklede sig angiveligt til en ubehagelig oplevelse for en kvinde.
Under konsultationen skal den mandlige læge ifølge anklagen have krænket patienten med uanstændig berøring og en række ubehagelige kommentarer. Lægen står nu tiltalt i Retten i Holbæk.
Det fremgår af anklageskriftet, som B.T. har fået aktindsigt i, og som beskriver konsultationen på Holbæk Sygehus med grumme detaljer.
Anklagemyndigheden mener, at den dengang 72-årige læge flere gange bevægede sin hånd fra patientens navle ned mod trussekanten, mens hun lå på lægebriksen.
Ifølge anklagen begrænsede krænkelsen sig ikke til berøring.
‘Har du sår på dine skamlæber?’, ‘du er slank og smuk’, ‘er der en, du sover sammen med?’, sagde lægen angiveligt til kvinden under konsultationen.
‘Vi skal ikke snakke nu, jeg skal lige nyde synet,’ sagde han ifølge anklagen, mens patienten stod i undertøj.
Lægen skal desuden have udtalt: ‘Du har været dagens optur, du er fantastisk. Jeg er vild med din udstråling og vil gerne se dig igen’.
Som følge af den påståede adfærd er lægen tiltalt for at have overtrådt straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse. Han er også tiltalt efter autorisationslovens § 75 for grovere eller gentagen forsømmelse i udøvelsen af sin virksomhed.
Der er desuden lagt påstand om, at lægen frakendes retten til at udøve lægevirksomhed i et fastsat tidsrum efter straffelovens §§ 78 og 79.
B.T. har henvendt sig til tiltaltes forsvarsadvokat, Thomas Foght, som oplyser, at hans klient nægter sig skyldig i anklagerne.
Retssagen finder sted onsdag i næste uge i Holbæk Byret.

