Chokerende fund i kælderrum: Tre mænd er nu anholdt

Tre mænd varetægtsfængslet efter fund af store mængder narkotika i Hillerød.

Politiet har beslaglagt en stor mængde narkotika under en ransagning i Hillerød.

Ifølge Københavns Politi blev der onsdag fundet omkring 150 kilo amfetamin på en adresse i byen.

Fundet skete som led i en efterforskning af en større narkotikasag, oplyser politiet på meddelelsestjenesten Politi Update ifølge Ritzau.

I forbindelse med ransagningen blev en 52-årig mand anholdt på stedet. Senere samme dag blev yderligere to mænd anholdt, en 37-årig og en 20-årig.

De tre mænd er sigtet i en sag om større mængder narkotika, der ifølge sigtelsen blev fundet i et kælderrum på Roskildevej i Hillerød.

Her fandt politiet seks papkasser, som hver indeholdt 25 pakker med et kilo narkotika.

Efter anholdelserne blev de tre mænd fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten ved Vestre Fængsel i København, hvor en dommer valgte at varetægtsfængsle dem i 15 dage.

Under retsmødet nægtede alle tre sig skyldige.

Dommeren lagde vægt på, at der vurderes at være risiko for, at de sigtede kan unddrage sig retsforfølgelse, begå ny kriminalitet af samme art eller påvirke efterforskningen.

Grundlovsforhøret blev afholdt bag lukkede døre, hvilket betyder, at der ikke er offentlig adgang til oplysninger om beviser eller eventuelle forklaringer i sagen.

Se også
Opråb fra forskere: Ny bivirkning fundet ved Wegovy og Ozempic
Illustrationsfoto.