Ifølge Trump er Ukraines angreb mod Rusland en del af det voksende problem i USA.
Den amerikanske præsident er for alvor i gang med at pege fingre, når skylden skal placeres.
Nu går det ud over Ukraine.
Det er Ukraines angreb mod Rusland, der har ført en angrebskrig mod Ukraine siden 2022, der ifølge Trump er skyld i udviklingen.
Det er ifølge ham altså ikke Trump selv og hans ageren omkring Hormuzstrædet, der er skyld i de problemer, som han nu står over for.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Ifølge USA’s præsident, Donald Trump, er det ikke længere konflikten omkring Hormuzstrædet, der får benzinpriserne til at stige, men Ukraines angreb mod Rusland.
Det skriver Trump i et opslag på sit sociale medie, Truth Social, mandag.
“Det, der får benzinpriserne til at stige, er ikke længere Hormuzstrædet. For rekordstore mængder tønder kommer nu på en næsten daglig basis ud (af strædet, red.),” skriver Trump.
Han fremhæver i stedet raffinaderier i både USA og Rusland som årsagen. Mere specifikt Ruslands, som ifølge Trump “bliver sprunget i luften af Ukraine”, og USA’s egne, som ifølge præsidenten “bliver lukket i blå stater som Californien”.
Ifølge Reuters har både Irans blokering af Hormuzstrædet og Ukraines angreb på russisk energiinfrastruktur fået priserne til at stige.
G7-lande og Trump
Hormuzstrædet ligger mellem Iran mod nord og De Forenede Arabiske Emirater og Oman mod syd og har stor betydning for verdens oliehandel.
Omkring en femtedel af verdens samlede olieforbrug passerer normalt gennem strædet.
Normalt passerer mere end 20 millioner tønder råolie, kondensat og brændstof i gennemsnit dagligt gennem strædet.
Efter USA og Israel startede en krig mod Iran, har Iran gennem flere måneder blokeret Hormuzstrædet.
I sidste uge meddelte G7-landene, at de vil frigive “op mod 100 millioner tønder” diesel og råolie i løbet af de næste fire måneder.
Det vil ske gennem Det Internationale Energiagentur (IEA), oplyste den franske præsident, Emmanuel Macron, der er G7-formand.
G7 består af USA, Canada, Frankrig, Japan, Italien, Storbritannien og Tyskland, mens også EU deltager i møderne.
Meldingen fra landene kom, efter at USA’s præsident, Donald Trump, havde luftet muligheden for at forbyde eksport af diesel til Europa.
Det skete i frustration over, at Europa ikke havde frigivet diesel for at øge udbuddet, så priserne kan komme ned.

