Chok i lejlighedskompleks: Blev kastet ind i hjemmet

Mandag, kort inden midnat, hastede adskillige udrykningskøretøjer mod en lejlighed. På stedet blev der afspærret og natten igennem arbejdede politiet intenst på stedet. Fredag morgen melder politiet ud, at en molotovcocktail blev kastet ind i hjemmet.

‘Billeder uden for lejligheden, der ligger på første sal, viser, at et vindue er blevet knust.’

Sådan skrev vi natten til tirsdag om situationen ved en lejlighed, hvor blandt andet politiet var til stede med efterforskere og hunde.

På stedet var der spærret af i flere timer, mens arbejdet pågik.

Natten til tirsdag kunne politiet ikke sige om man havde mistanke om, at der var foregået noget kriminelt. Fredag morgen melder ordensmagten dog nyt ud i sagen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Politiet arbejdede i og omkring lejligheden, hvor en rude var knust – du kan se flere billeder nederst i artiklen.

I en pressemeddelelse oplyser Københavns Politi nemlig, at man omkring klokken 11 fredag vil fremstille fem personer i alderen 22-25 år i grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg.

‘De er sigtet for forsætlig brandstiftelse i en sag, hvor en molotovcocktail blev kastet ind i en lejlighed på Jyllingevej i Vanløse mandag den 26. januar kort før midnat,’ skriver politiet.

Ifølge politiet opstod en mindre brand på stedet og det lykkedes lejlighedens beboer selv at slukke ilden, så ingen kom til skade.

Det er dog meget småt med information i sagen, da der vil blive begæret om lukkede døre under grundlovsforhøret.

‘Vi har derfor ikke yderligere oplysninger pt.,’ skriver politiet afslutningsvist.

Presse-fotos.dk følger sagen.

Se også
Efterforsker mistænkelig brand i lejlighed: Politi og beredskab massivt til stede

Korte videoer