Chok for Novo Nordisk: Konkurrent får grønt lys

Nu kommer der helt nye meldinger fra den anden side af Atlanten, der kan rykke ved meget hos Novo Nordisk.

Det har de seneste år været op og ned for Novo.

Først gik forretningen i massiv vækst efter godkendelsen af Wegovy og Ozempic, og de seneste år har man både skiftet direktør Lars Fruergaard Jørgensen ud og fyret tusindvis af medarbejdere.

Onsdag kommer der nyt, der igen kan skabe en usikker fremtid for Novo Nordisk.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto

Den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, har godkendt Novo-konkurrenten Eli Lillys vægttabspille Foundayo.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Pillen, der er godkendt til vægttab hos personer med svær overvægt eller overvægt med en eller flere følgesygdomme, er i direkte konkurrence med Novo Nordisks Wegovy-pille, der blev lanceret i USA i starten af 2026.

Det skriver finansmediet MarketWire.

Mediet tilføjer, at selskabet oplyser at have indsendt ansøgninger om godkendelse i 40 lande med planer om lancering, kort tid efter at pillen er blevet godkendt.

I pillen fra Novo er et vægttabsmiddel, som består af semaglutid. Det er det samme aktive stof, der er i Wegovy og Ozempic, som skal sprøjtes ind i kroppen.

Pillen fra konkurrenten Eli Lilly, der nu er godkendt, er baseret på det aktive stof orforglipron.

Modsat Novos pille skal Eli Lillys pille ikke tages på tom mave. Til gengæld har data vist et højere vægttab med Wegovy-pillen end med Eli Lillys orforglipron-pille.

Selskabet offentliggjorde i september resultater fra et forsøg med lægemidlet, der ligesom Novos pille også skal indtages én gang dagligt.

Resultaterne viste et gennemsnitligt vægttab på 12,4 procent ved den højeste dosis, samtidig med at der også blev konstateret forbedringer, hvad angår blodtryk og kolesterolniveau.

Til sammenligning har Novo Nordisks vægttabspille Wegovy vist et gennemsnitligt vægttab på 16,6 procent.

/ritzau/