Aflyser alt: Dronning Margrethe ramt af sygdom

Dronningen rydder onsdag sit program som følge af sygdom. Det er det seneste af flere helbredstilfælde i løbet af de seneste år.

Onsdag aften skulle H.M. Dronning Margrethe have overværet repremieren på “Indenfor Murene” på Det Kongelige Teaters Gamle Scene.

Men i sidste øjeblik har hun trukket sig og aflyst sin deltagelse i repremieren.

Det fremgår af Kongehusets officielle kalender.

Over for B.T. bekræfter Kongehusets kommunikationsafdeling årsagen til den sene aflysning:

Dronningen er igen blevet ramt af sygdom.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkivfoto af Dronning Margrethe.

Indlagt på Rigshospitalet sidste år

Sygemeldingen kommer efter en årrække, hvor Margrethe flere gange har været ramt af helbredsproblemer.

Som hun selv sagde det ved sin sidste nytårstale i 2023, hvor hun annoncerede sin abdicering:

“Tiden slider, og dårligdommene bliver flere. Man overkommer ikke længere det samme, som man kunne engang.”

Den 85-årige tidligere regent var allerede før abdiceringen sygemeldt i en længere periode, da hun i februar 2023 måtte gennemgå en stor rygoperation.

Året efter blev hun igen sygemeldt, da hun pådrog sig en skade på nakkehvirvlerne og et brud på venstre hånd efter et fald.

Sidste år fik det meste af kongeriget en klump i halsen, da Kongehuset meddelte i en pressemeddelelse, at hun var blevet indlagt til observation på Rigshospitalet – ‘for en sikkerheds skyld’.

Se også
Stor overraskelse fra Kongen: Har været i lydstudiet

Situationen herfra

Nu er hun altså endnu en gang ramt af sygdom, men alt tyder heldigvis på, at det ikke er en alvorlig én af slagsen.

Over for B.T. bekræfter Kongehusets kommunikationsafdeling nemlig, at Margrethe forventes at være hurtigt på benene igen.

“Dronning Margrethe har desværre meldt afbud på grund af sygdom, men forventer at være på benene igen i morgen,” lyder det til B.T.

Torsdag forventes Dronning Margrethe at deltage i genåbningen af Hofteatret i København.

Denne deltagelse fremgår fortsat af Kongehusets kalender.

Se også
Lige før skæbnemøde: Danmark og Nato-lande sender fly, skibe og soldater til Grønland
Se også
Mette F. om dødelig busulykke: Mine tanker går til alle pårørende og berørte

Korte videoer