Chauffør påvirket af lattergas: Ender med død, alvorlige kvæstelser og hjerneblødninger

Seks unge i 20’erne befandt sig sidste sommer i en udlejningsbil, der endte i en alvorlig ulykke med fatale konsekvenser. Ifølge anklagemyndigheden var føreren af bilen påvirket af lattergas.

En skrækulykke havde sidste år fatale konsekvenser for seks unge i 20’erne, der befandt sig i den forulykkede udlejningsbil.

En person mistede livet få dage efter ulykken, fire andre passagerer blev alvorligt kvæstede, hvoraf tre af dem fik hjerneblødninger.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Politiet var talstærkt til stede efter ulykken, der fandt sted den 13. juli 2024 – du kan se flere billeder nederst i artiklen.

Bilen, en Renault Zoe, kørte omkring klokken halv seks om morgenen den 13. juli, galt i Frederikssundsvejstunnelen i København.

Ifølge Ritzau fremgår det af anklageskriftet i den kommende straffesag mod føreren af bilen, at det flød med lattergas i køretøjet.

Da bilen med alt for høj fart rullede ind over en fuldt optrukken spærrelinje og kolliderede med en betonafspærring, var føreren, ifølge anklagemyndigheden, påvirket af lattergas.

Tiltalen mod den nu 24-årige, lyder på vanvidskørsel.

Anklagemyndigheden vurderer at straffen bliver minimum seks år fængsel, hvis Retten på Frederiksberg finder ham skyldig.

Den 24-årige nægter sig skyldig.

To kollegaer blev fredag aften ramt af en varebil, da de lavede vedligeholdelsearbejde i en tunnel. En 21-årig mand er sigtet i sagen.