Cecilie Liv Hansen står til gigantisk årsløn trods nedtur: Særlig detalje giver hende millioner

Cecilie Liv Hansen har haft en heftig debut som nyvalgt til Folketinget, efter hun blev kylet ud af sit parti Liberal Alliance. Særlige detaljer gør, at hun alligevel når en årsløn, der er højere end en menig ministers

25-årige Cecilie Liv Hansen blev lørdag aften smidt ud af Liberal Alliance i pludselig og stor drama, da det kom til partiets kendskab, at den unge politikers kæreste og samlever er blevet sigtet for narkosalg.

Samtidig lød det fra Liberal Alliance, at Cecilie Liv Hansen løj om hendes kendskab til hans kriminalitet, da partiledelsen kort inden valget konfronterede hende med rygter om, at han var pusher.

Blandingen af en kriminel kæreste, som står til mulig fængselsstraf, og de løgne, som hun ifølge LA havde fremsat, kostede hende altså en plads i partiet, som hun lige var blevet valgt for.

Men til trods for den politiske nedtur og nu stemplet som partiløs, kommer hun ikke til at mangle kroner på kontoen.

Det viser en opgørelse fra Ritzau, der slår fast, at hun af helt særlige årsager står til at tjene styrtende og formentlig højere end en menig minister.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Cecilie Liv Hansen

Ud over at være blevet valgt til Folketinget for første gang, er Cecilie Liv Hansen også tidligere blevet valgt til at sidde i regionsrådet for Region Syddanmark og i Kolding Byråd.

Det betyder, at den 25-årige nyudklækkede politiker har et tredobbelt mandat.

Hvis hun vælger at beholde alle sine mandater, kommer hun ifølge Ritzau til at tjene omkring 1,7 millioner kroner om året.

Det svarer til knap 142.000 kroner om månedet.

På nuværende tidspunkt er der tvivl om, hvor mange mandater, Cecilie Liv Hansen fortsætter med.

‘Jeg er naturligvis ærgerlig over nu at være partiløs, men ser stadig frem til at fortsætte den liberale kamp med mine mandater,’ skrev hun selv lørdag aften på Facebook.

Om hun henviser til at fortsætte den liberale kamp i en, to eller tre mandater, skriver hun ikke.

Ifølge Liberal Alliance vil hun ‘umiddelbart fortsætte som løsgænger’ i Folketinget, lød det lørdag aften. Gruppeformand Ole Birk Olesen (LA) skriver i en sms søndag, at han ikke ved, om hun fortsætter som løsgænger i Folketinget.

Ifølge Ekstra Bladet er Cecilie Liv Hansens løn som folketingsmedlem omkring 91.000 kroner om måneden, der svarer til 1,1 millioner kroner om året.

Ekstra Bladet har tidligere på ugen set på, hvilke poster Cecilie Liv Hansen har i regionsrådet og i byrådet. Samlet set giver det en årsløn på lige knap 1,7 millioner om året, hvilket er en højere løn end en menig minister.

Det er kun de største topministre som statsministeren, udenrigsministeren og finansminsiteren, der får mere i løn, end den Cecilie Liv Hansen står til at tjene.

Inden hun blev smidt ud af Liberal Alliance, sagde hun til tvSyd, at hun muligvis vil droppe et af sine mandater. Hun håbede på at sidde i både Folketinget og Kolding Byråd, var den umiddelbare plan.

Regionsformand Bo Libergren fortæller til TV 2, at Cecilie Liv Hansen på trods af ikke at være tilknyttet et parti, stadig kan sidde på alle de nævnte poster.

“Det er spillereglerne. Mandaterne i et regionsråd eller byråd er personlige, så det er mellem hende og vælgerne,” siger han til mediet.

Udover at være folketingspolitiker er Cecilie Liv Hansen også medlem af forretningsudvalget, Sundhedsråd Lillebælt og udvalget for miljø, mobilitet og uddannelse. 

Cecilie Liv Hansen