Cardi B tiltalt for at overfalde sikkerhedsvagt: Nu er der nyt i sagen

Den amerikanske sanger Cardi B er tirsdag blevet frikendt for overfald mod en sikkerhedsvagt.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Sikkerhedsvagten havde sagsøgt den kendte sanger og ville have 24 millioner dollar i erstatning, over 150 millioner kroner.

Sagen handler om en hændelse tilbage i 2018 uden for en fødselslæges kontor i Beverly Hills.

Sikkerhedsvagten Emani Ellis arbejdede i bygningen.

Cardi B var dengang gravid og på vej ind til fødselslægen.

Og det er altså her, at den kvindelige sikkerhedsvagt mener, at hun blev overfaldet og derfor skal have erstatning.

Der blev udvekslet nogle hårde ord, har Cardi B sagt i retten, men det var ikke et overfald. Rapperen har fremført, at sikkerhedsvagten fulgte efter hende og filmede hende, hvilket fik hende til at hæve stemmen.

Emani Ellis har omvendt sagt, at hun fik en rift på kinden.

Efter retsmødet tirsdag gentager Cardi B, at hun ikke rørte sikkerhedsvagten.

– Jeg er helt seriøs. Jeg sværger, at jeg vil sige det på mit dødsleje. Jeg rørte ikke ved den kvinde. Jeg rørte ikke ved den pige, siger hun.

Ellis’ advokat siger, at hun har tænkt sig at anke sagen.