Den canadiske stjerne har hyppigt besøgt Danmark, der er blevet som et andet hjem for ham. Nu vender han tilbage.
Bryan Adams har et helt særligt forhold til Danmark.
I en årrække dannede han par med den danske model Cecilie Thomsen, og siden er landet nærmest blevet et andet hjem for den canadiske rockstjerne.
I årenes løb har han besøgt og genbesøgt en række danske byer, hvor han hver gang er blevet mødt med stor kærlighed.
Nu vender han tilbage til Danmark med to store koncerter i hver deres landsdel.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Besøger Jylland og Sjælland, men forbigår Odense
Da Bryan Adams besøgte København sidste år i forbindelse med to koncerter i Tivoli, storroste han den danske hovedstad, som han elsker at bevæge sig rundt i.
Nu får han også mulighed for at opleve julestemningen i København, når han indtager Royal Arena den 7. december 2026.
Dagen efter giver han endnu en dansk koncert – denne gang i Jylland.
Her venter Herning og Jyske Bank Boxen.
Begge arenaer har tidligere fået besøg af den nu 66-årige canadier – senest i 2024 som led i hans ‘So Happy It Hurts’-turné.
Dengang gav han to koncerter i Herning og en enkelt i København, og så fik Odense også to besøg – først i Jyske Bank Arena og senere på Tinderbox.
Den fynske by er dog blevet forbigået i denne omgang.
Enorme hits i bagagen
Bryan Adams har igennem årenes løb udgivet flere ikoniske hits og plader.
Blandt hans tidløse hit er ‘Summer of ’69’, ‘Heaven’ og ‘(Everything I Do) I Do It for You’.
De to førstnævnte numre indgik på albummet ‘Reckless’, der blev udgivet på Bryan Adams’ 25-års fødselsdag i 1984.
Pladen blev Bryan Adams helt store internationale gennembrud og indeholdt også et tredje nummer, der er blandt rockstjernens mest populære, ‘Run to You’.
‘Reckless’ var hans første af fem plader til at opnå en førsteplads på den canadiske albumliste og hans eneste nummer ét-plade i USA.
I Danmark gik pladen også platin, ligesom ‘On a Day Like Today’ fra 1998 gjorde.
Ved de to danske koncerter kan publikum se frem til yderligere ikoniske numre som ‘Have You Ever Really Loved a Woman?’ og ‘All For Love’ samt nye numre fra sidste års ‘Roll with the Punches’.
Det er netop det nye album, der lægger navn til den verdensomspændende ‘Roll with the Punches’-turné, hvis europæiske del altså også lægger vejen forbi Danmark.
Billetsalget starter den 6. marts klokken 10.
