Busser i massive problemer

Flere partybusser måtte en tur til syn, efter at Midt- og Vestsjællands Politi foretog kontrol i weekenden.

11 ud af 16 busser blev indkaldt til syn, da Midt- og Vestsjællands Politi i weekenden foretog partybuskontrol i København.

Det fremgår af døgnrapporten fra politikredsen mandag.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto

Fredag blev der kontrolleret 11 køretøjer, hvoraf seks blev indkaldt til syn efter en tur på politiets bremseprøvestand.

En af partybusserne bremsede så skævt, at nummerpladen blev inddraget på stedet.

Weekenden, hvor kontrollen foregik, var en af de store julefrokostweekender, og politiet noterer også, at udsynet gennem forruden på en af busserne blev blokeret af et kæmpe julehjerte.

Bussen var ikke udstyret med nødhammere, chaufføren manglede det nødvendige uddannelsesbevis, og bussen var udstyret med en ildslukker, der ikke var blevet kontrolleret siden 2014.

Alle fem busser, der blev kontrolleret lørdag, blev indkaldt til syn. En af dem bremsede så skævt, at den blev sendt direkte på værksted.

En partybus er en form for rullende diskotek indrettet med musikanlæg og bar og benyttes ofte på vej til et festligt arrangement eller i forbindelse med byens natteliv.

I to af busserne var barerne desuden bygget på en måde, så de spærrede for udgangen til bussen.

Blandt andre problemer med busserne var utilstrækkelige lygter, defekt sele, utæt udstødning og ryglæn med skarpe skruer i, så de var til fare for passagererne.

Kontrollen af partybusser blev foretaget af Tungvognscenter Øst, der hører under Midt- og Vestsjællands Politi, i samarbejde med Færdselsstyrelsen og færdselsafdelingen i Københavns Politi.

Det er ikke første gang, at partybusser må en tur til syn efter en kontrol i København.

Da politiet foretog en lignende kontrol i begyndelsen af marts i år, fik fem busser forbud mod at køre videre med passagerer. Da busserne blev kontrolleret, havde de netop kørt med passagerer i nattelivet.

Uligevægtig mand raserer: Drama på plejehjem og i supermarked