Bus og lastbil kolliderer: Over 30 dræbt i brændende bus

Beredskabet har reddet 13 ud af 45 passagerer ud af en bus efter et voldsomt sammenstød med en lastbil.

En fyldt bus er lørdag kollideret med en lastbil og brudt ud i brand i Brasilien. Mindst 32 personer har mistet livet, skriver nyhedsbureauet AFP.

45 passagerer var om bord på bussen, da et af bussens dæk eksploderede. Herefter mistede chaufføren kontrollen over køretøjet, som derfor kørte ind i en modkørende lastbil lastet med fliser.

Ulykken skete på en motorvej i nærheden af byen Teofilo Otoni i den brasilianske stat Minas Gerais i den sydøstlige del af landet.

Beredskabet siger, at de har reddet 13 af bussens passagerer ud af busvraget.

– Brandmænd har bjærget 22 lig fra bussen, og flere ofre mangler at blive fjernet, siger brandmand Alonso Vieira Junior i en video, som beredskabet har offentliggjort, skrev Reuters tidligere lørdag.

Alonso Vieira Junior siger desuden, at der er behov for en kran for at komme til en del af bussen, hvor yderligere ofre befinder sig.

Det er uvist, om beredskabet fortsat mangler at finde omkomne, efter at dødstallet er steget til 32.

Tre passagerer i en bil, som også var en del af ulykken, overlevede. Bilen blev fanget under lastbilen.

/ritzau/Reuters

En 24-årig mor fra Sydsjælland er blevet fængslet lørdag formiddag. Hun har erkendt, at hun har dræbt sin baby. Nu er der flere detaljer om den chokerende sag.