Mette Frederiksen besøgte mandag aften Himmelbjerget som en del af konceptet ‘Vandrehistorier med Mette’. Her fik hun sig en glædelig overraskelse, da lokale efterskoleelever sang for hende.
Mette Frederiksen er lige nu på lidt af en Danmarksturné. 17 steder i landet kan man mandag til fredag i denne uge møde statsministeren til en uformel gåtur i den danske natur – et 18. stop i Vejle er blevet aflyst.
Socialdemokratiet kalder konceptet ‘Vandrehistorier med Mette’. Målet er at skabe en afslappet stemning til gavn for den gode og ordentlige dialog mellem borgere og politikere.
Mandag begyndte turen rundt i Danmark med besøg i Aalborg, Holstebro og Hjørring, inden dagen blev afsluttet med en aftentur på Himmelbjerget.
Her var Mette Frederiksen tilsyneladende i højt humør. De flotte omgivelser og solnedgangsudsigten fra Himmelbjergtårnet imponerede hende.
Statsministeren havde et stort smil på under hele gåturen, hvor hun var flankeret af flere lokalpolitikere.
Helle Gade og Frands Fischer – de Socialdemokratiske borgmestre i henholdsvis Silkeborg og Skanderborg Kommune – samt partiets borgmesterkandidat i Favrskov Kommune, Isabell Friis Madsen, var blandt andre til stede.
Sang gammel klassiker
På Socialdemokratiets hjemmeside opfordrer partiet til nysgerrighed og spørgelyst blandt de deltagende. Og det havde de fremmødte ved mandagens gåtur i den grad taget til sig.
Stemningen var familiær og afspændt, og især de unge elever fra Himmelbjergegnens Natur- og Idrætsefterskole stillede flittigt spørgsmål til statsministeren.
De mange spørgsmål var dog ikke det eneste, eleverne havde forberedt. Under gåturen brød de nemlig pludseligt ud i sang.
De unge mennesker overraskede Mette Frederiksen med en dybfølt udgave af Alberte Windings ‘Lyse nætter’.
Det fik statsministeren til at smile over hele femøren, mens hun sang med på forårs- og sommerklassikeren fra 1991.
‘Vandrehistorier med Mette’-konceptet fortsætter resten af ugen, hvor der vil være gåture i blandt andet København, Odense og Vordingborg.














