Bruger du Google Maps i bilen? Så gå ikke glip af denne nye funktion

Google Maps i tunnel
Illustrationsfoto.

Ny skjult Google Maps-funktion gør navigationen markant bedre, men du skal selv slå den til.

Google har indført en ny og markant forbedret navigationsfunktion, der hjælper brugere med at finde vej i områder, hvor GPS-signalet normalt svigter. Det skriver Chip.

Hvis du har haft problemer med, at Google Maps mister forbindelsen i tunneller eller parkeringskældre, er der altså nu godt nyt. Men du skal lige selv gribe ind.

Den nye funktion bygger på såkaldte Bluetooth Beacons. Det er små, trådløse sendere, der kan levere præcise positionsdata i realtid, selv dér hvor GPS-signalet ikke når frem. Teknologien er allerede kendt fra Googles søstertjeneste Waze og er nu ved at finde vej til Google Maps på Android-enheder.

Men nu til det vigtige for dig som forbruger. Funktionen er ikke slået til som standard. Du skal selv aktivere den i dine indstillinger, hvis du vil drage fordel af de forbedrede vejvisninger i fx tunneller og store parkeringsanlæg.

Sådan aktiverer du den nye funktion i Google Maps:

  1. Åbn Google Maps-appen på din Android-telefon
  2. Tryk på dit profilbillede i øverste højre hjørne
  3. Gå til Indstillinger
  4. Vælg Navigation
  5. Find og aktiver valget Bluetooth Beacons til tunneller

Når funktionen er slået til, vil Google Maps automatisk bruge den nye teknologi, når du befinder dig i et område med understøttelse. Du vil altså opleve væsentligt bedre præcision.

Ifølge mediet er funktionen i øjeblikket primært aktiv i tunneller, men Google har planer om at udvide brugen til komplekse steder som togstationer, lufthavne og store shoppingcentre, hvor GPS ofte fejler.

Hvorfor det er vigtigt for dig

Bluetooth Beacons løser et velkendt problem. Det at miste navigationen midt i et sving i en tunnel eller på vej ud af et p-hus kan være ret frustrerende. Fejl som disse kan i værste fald føre til farlige situationer i trafikken.

Teknologien giver Google Maps endnu et forspring i kampen om den mest præcise og brugervenlige navigationsapp på markedet.

Har du ikke aktiveret funktionen endnu? Så er det måske på tide. Mister du signalet, kan det som minimum koste dig en hel del tid.

Motorcyklist gik amok: Han vidste ikke, at bilisten var boksemester