Politiet har mandag morgen anholdt seks personer, som mistænkes for at stå bag et brutalt overfald på en fankoordinator. Offeret blev angrebet foran sin familie.
Midt- og Vestsjællands Politi har mandag morgen anholdt seks personer i forbindelse med efterforskningen af et voldsomt overfald på en 42-årig fankoordinator.
De seks anholdte har ifølge politiet tilknytning til hooliganmiljøet og mistænkes for at stå bag angrebet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Politiet oplyser til Bold, at overfaldet vurderes at hænge sammen med den forurettedes arbejde i Brøndby IF.
Ifølge politikredsen har offeret ingen egne relationer til hooliganmiljøet. Myndighederne overvejer nu at fremstille de anholdte i grundlovsforhør og udelukker ikke yderligere anholdelser i sagen.
Det brutale overfald fandt sted 19. oktober, hvor den 42-årige mand blev angrebet med slag, spark og slag med en kølle foran sin familie.
Selve overfaldet fandt sted på Christians Torv i Solrød Kommune.
Ifølge oplysningerne til Bold var både mandens hustru og søn vidner til hændelsen. Offeret blev efterfølgende kørt til hospitalet.
Brøndby IF reagerede kraftigt på episoden, og direktør Ole Palmå udtalte til Bold i slutningen af oktober.
“At noget sådan sker i et samfund som vores er ærligt talt uden for min fatteevne. En skattet kollega og en familiefar, der angribes og overfaldes foran sin familie, fordi han har en tilknytning til en fodboldklub. Vores fodboldklub. Det er forrykt.”
Klubben oplyste samtidig, at man støtter medarbejderen og dennes familie i tiden efter overfaldet.
“Der er nu en politisag, som vi kommer til at følge helt til dørs… politiet og siden hen domstolene skal sikre, at de ansvarlige bliver draget til ansvar.”
En tidligere Brøndby spiller er lige nu beskyldt for voldsomme krænkelser mod små børn.