Breaking: Trump truer nu Putin direkte

Trump hævder at have forhindret “dårlige ting” i at ske for Rusland. Det har Putin ifølge Trump ikke indset

Ruslands præsident, Vladimir Putin, “leger med ilden”.

Det skriver den amerikanske præsident, Donald Trump, i et opslag på Truth Social tirsdag.

Opslaget kommer, efter at der de seneste dage har været nogle af de hidtil største drone- og missilangreb på Ukraine siden krigens begyndelse i februar 2022.

– Det, som Vladimir Putin ikke indser, er, at hvis det ikke var for mig, så ville en helt masse meget dårlige ting allerede være sket for Rusland, og jeg mener meget dårlige, skriver Trump med de sidste to ord i versaler.

– Han leger med ilden!, står der i opslaget fra den amerikansk præsident.

Det fremgår ikke umiddelbart, hvad Trump mener med, at der ville være sket “dårlige ting” for Rusland. Han uddyber heller ikke, hvorledes Putin i Trumps øjne leger med ilden.

Rusland har endnu ikke udtalt sig om Trump-opslaget.

I løbet af Trumps første måneder som præsident har USA iværksat en diplomatisk indsats for at skaffe fred mellem Rusland og Ukraine – foreløbig med begrænset succes.

Efter et åbent skænderi med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i februar har Trump den seneste tid også skruet op for retorikken over for Putin.

Natten til mandag kaldte Trump den russiske præsident for “fuldstændig skør” i et opslag på Truth Social.

– Jeg har altid haft et godt forhold til Ruslands Vladimir Putin, men der er sket noget med ham. Han er blevet fuldstændig skør (absolutely crazy, red.).

– Jeg har altid sagt, at han vil have hele Ukraine, ikke bare en del af det. Og det kan måske vise sig at være rigtigt. Men hvis han gør det, vil det føre til Ruslands fald, skrev Trump.

Efterfølgende sagde Dmitrij Peskov, der er talsperson for Vladimir Putin, at Trumps udmelding kunne skyldes “en følelsesmæssig overbelastning”.

– Præsident Putin træffer beslutninger, som er nødvendige for at sikre vores land, sagde han ifølge nyhedsbureauet AFP.

I løbet af weekenden fandt den hidtil største fangeudveksling mellem Ukraine og Rusland sted. Det er et af de få områder, hvor Rusland og Ukraine har været i stand til at samarbejde.

/ritzau/