Solcelleparken blev indviet for kort tid siden.
For mindre end to uger siden åbnede en ny, stor solcellepark med klapsalver og indvielsesbånd.
Nu er der udbrudt brand ved parken.
Det fortæller den udsendte fra Presse-fotos.dk.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Solcelleparken blev officielt indviet den 2. september. Den dækker 122 hektar og er dermed Østjyllands største solcellepark.
Parken er placeret i det åbne landskab mellem Kolind og Nødager på Djursland.
Billeder fra stedet viser flere brandbiler køre rundt mellem de store solcelleanlæg. Desuden kan man se en større grå røgsøjle i området.
Ifølge Tommy Jakobsen, koncernkommunikationschef i NRGi, er branden opstået i en traktor.
“Der kører en traktor rundt derude ved anlægget. I forbindelse med arbejde ved parken er der udbrudt brand i den. Få paneler er blevet beskadiget af branden, men det medfører intet driftsstop på solcelleparken. Desuden er branden slukket og under kontrol, og der er ikke sket personskade,” fortæller han til Presse-fotos.dk.
Det er energikoncernen NRGi og Sampension, der sammen står bag den store solcellepark.
Forbrydelse på dansk hospital efterforskes





