En brand i en større transformatorstation har skabt store problemer i et område, hvor flere er uden strøm og vand.
Politi og beredskab er onsdag morgen rykket ud til en større transformatorstation. Her arbejder man på at få slukket en brand.
Branden har skabt massive problemer for folk i området, og politiet melder om, at omkring 2800 hustande er uden strøm og nogle derfor uden vand.
Det skriver politiet i en pressemeddelelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Transformatorstationen er i Skårup på Fyn nordøst for Svendborg.
Det vides ikke umiddelbart, hvad der er årsagen til, at transformatorstationen er brudt i brand.
Ifølge Ritzau blev branden anmeldt klokken 08.10 onsdag morgen. Ifølge vagtchefen hos Fyns Politi er branden slukket.
Politiet melder ikke umiddelbart noget ud om, hvilket område som er påvirket af strømnedbrudet, men det må antages at være nærområdet. Borgere vil blive orienteret af Vores El-net, lyder det.
Tidshorisonten for genetableringen af strøm er frem mod middag, skriver Fyns Politi.
Opdateret klokken 11.32:
Fyns Politi oplyser, at brandvæsnet fortsat er på stedet, selv om branden er slukket.
Vandtrykket er genetableret i området, og Vores Elnet oplyser ifølge politiet, at der igen er strøm hos samtlige af de berørt borgere.





