“Regeringen har samtaler med mange lande om løsninger på de nuværende problematikker,” siger Jakob Engel-Schmidt.
Det danske fodboldlandshold har endnu ikke kvalificeret sig til sommerens VM-slutrunde, men alligevel har et nyt spørgsmål meldt sig på banen.
Bør Danmark overhovedet deltage, hvis kvalifikationen lykkes?
En af værtsnationerne er nemlig USA. Og med den tilspidsede konflikt mellem Grønland, Danmark og USA er dansk deltagelse i VM pludselig blevet et politisk spørgsmål.
og det spørgsmål har Ekstra Bladet stillet kulturminister Jakob Engel-Schmidt.
(Artiklen fortsætter under billedet)

I et skriftligt svar til mediet afviser han, at en boykot lige nu er på bordet.
“Regeringen har samtaler med mange lande om løsninger på de nuværende problematikker, men boykot af VM i fodbold til sommer er pt. ikke en af dem. Så synes jeg i øvrigt, vi skal huske på, at Danmark endnu ikke er kvalificeret til VM-slutrunden – hvilket jeg som kæmpe fodboldfan selvfølgelig håber, vi gør,” fortæller ministeren.
Sommerens VM-slutrunde skal afholdes i USA, Canada og Mexico.
For Danmarks vedkommende venter der nu to skæbnesvangre kampe, som skal afgøre, om landsholdet overhovedet skal over Atlanten til sommer.
Først skal landsholdet tage imod Nordmakedonien på hjemmebane den 26. marts.
Vinder Danmark kampen, venter en afgørende kamp mod vinderen af opgøret mellem Tjekkiet og Irland. Også den kamp skal vindes, før Danmark er videre til VM.

