Borgmester tilfreds efter gennemgang: Skandalaleramt højhus kan fortsat bygges

En ny rapport fastslår, at byggeriet er sikkert i nuværende stand, men kræver forstærkninger, før arbejdet kan genoptages.

Teknik- og Miljøforvaltningen har modtaget den endelige rapport, som analyserer bygningen Njals Tårns tilstand og sikkerhed.

Rapporten bekræfter, at bygningen i dens nuværende stand er sikker, men at visse søjler skal forstærkes, før byggeriet kan fortsætte.

Baggrunden er, at byggeriet af Njals Tårn blev standset i februar 2020, da Københavns overborgmester modtog en anonym henvendelse om problemer med betonen.

Ifølge henvendelsen var betonen blandet på et ikke-certificeret værk, svag, ustabil og præget af store revner.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Det store Njals Tårn kan fortsat blive bygget, på trods af de store skandaler byggeriet allerede har været igennem.

Byggeriet ligger på Faste Batteri Vej 78 i København. Efterfølgende viste undersøgelser, at betonens styrke i bundpladen var lavere end forudsat i byggetilladelsen.

Derfor gav Teknik- og Miljøudvalget tilladelse til at opføre et aflastningsfundament og gennemføre omfattende prøver af betonen.

Den nu afsluttede rapport konkluderer, at søjler på to etager ikke lever op til de byggetekniske krav. De skal forstærkes, før en eventuel fortsættelse kan finde sted.

Borekerner og ultralydsmålinger dækker samtlige etager, og både ansøgers og forvaltningens rådgivere er enige i beregningsmetoderne.

”Det har været en meget lang proces, men det har været vigtigt med en grundig gennemgang af bygningen. Jeg er glad for, at byggeriet i sin nuværende tilstand er sikkert, og at vi har fået sat foden ned over for en bygherre, der ikke har levet op til sit ansvar,” siger teknik- og miljøborgmester Line Barfod i en pressemeddelelse.

Forvaltningen forventer at kunne godkende rapporten, hvorefter ansøger ventes at indsende en ansøgning om tilladelse til forstærkning af de mangelfulde søjler.

Først derefter vil der blive taget stilling til, om byggeriet kan fortsætte. Teknik- og Miljøudvalget bliver løbende orienteret om sagen.