Borgerlige partier vil give skoleledere ret til at smide elever ud

Fire borgerlige partier vil skærpe folkeskoleledernes mulighed for egenrådigt at smide elever ud af skolen på grund af eksempelvis voldelig adfærd.

– Vi er kommet dertil, hvor vi skal tage drastiske midler i brug, siger Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne til Berlingske.

Partilederen står sammen med De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance bag det fælles udspil.

Det handler om at gøre op med vold, når skolelederne ifølge partierne skal have ret til at udskrive elever, der bryder skolernes regler.

Herefter skal eleverne være kommunens ansvar og ikke skolens, lyder det.

Ifølge udspillet står folkeskolen i “problemer til halsen”. Det lyder blandt andet, at antallet af elever, der slet ikke kommer i skole, er rekordhøjt.

Med egne ord vil de fire partier skifte hensynet, så der tages hensyn til de elever, volden går ud over.

Dermed skal der ikke først og fremmest tages højde for de elever, “der måske har det svært, men udøver volden”.

Midlertidige hjemsendelser er ikke en hård nok sanktion i de tilfælde, hvor en elev gentagne gange bryder reglerne, mener partierne.

Partiformand Mona Juul (K) vil havde fjernet de “voldelige elever”, så der kan blive skabt ro og respekt i klassen, lyder det.

Ifølge Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt skal det være skoleledernes opgave at beslutte, hvor snittet skal ligge.

Politisk ordfører Sólbjørg Jakobsen (LA) pointerer, at der stadig vil være tilbud til de elever, der udskrives.

Det kan være en klasse for “særligt voldelige elever”, fortæller ordføreren, der ikke er i tvivl om, at der igen skal oprettes specialklasser.

Partierne skriver også i udspillet, at de vil have obligatorisk seksualundervisning og uddanne lærere i at opdage social kontrol.

De vil også skærpe tilsynet med muslimske friskoler, skabe et større råderum på den lokale skole og indføre obligatorisk pensum.

Vildt vejr har kostet Danmark kæmpe milliardbeløb