Presse-fotos.dks udsendte til Ukraine befandt sig forleden i hovedstaden Kyiv, da byen blev udsat for det hidtil største luftangreb. Her er beretningen
Få minutter efter udgangsforbuddet trådte i kraft klokken 00.00 rungede de første luftalarmer over den ukrainske hovedstad natten til tirsdag.
Den overdøvende lyd fra alarmerne vækkede millioner af borgere i Kyiv, men ingen var formentlig klar over, hvad der egentlig var i vente.
Det samme gjaldt for Presse-fotos.dks udsendte.
Få minutter senere var himlen nemlig fyldt af ild, røg, og eksplosioner.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Selv om luftalarmerne giver en ide om, hvad der kan være på vej, er ukrainerne blevet vant til dem – men natten til tirsdag var det altså alligevel anderledes, fortæller Presse-fotos.dks udsendte.
“Kort før klokken 03.00 skal jeg op fra beskyttelsesrummet, da jeg har glemt noget på mit værelse på 9. sal. På vej op ad trappen møder jeg en mand, der har rigtig travlt med at komme ned. Han tager to skridt ad gangen og fortæller, at det er meget ‘noisy’ uden for,” siger vores udsendte og fortsætter:
“Da jeg kommer op på værelset, bliver jeg meget overrasket over den voldsomhed, jeg ser uden for.”
Ifølge Presse-fotos.dks udsendte ‘zigzaggede’ lyset fra projektørerne rundt på himlen i jagten efter droner, der skulle skydes ned.
“Den summende lyd af Shahed-droner rundt om hotellet, var rystende – mens maskingeværild flængede luften. Man kunne se lysende projektiler strømme i fuld fart op ad.”
“Luftforsvarsmissiler lettede op mod himlen over Kyiv i jagten på de russiske ballistiske missiler, der var på vej mod byen. Overdøvende brag når bomberne faldt ned i byen og startede enorme brande, som man aldrig har set før. Hele området var indhyllet i sort røg og skud i alle retninger. Der var bogstaveligt talt ild i himlen,” afslutter Presse-fotos.dks udsendte.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Tirsdag morgen skulle der gøres status på det kraftfulde angreb, som blandt andet af TV 2s korrespondent Rasmus Tantholdt blev kaldt det ‘uden sammenligning voldsomste angreb siden krigens begyndelse og helt, helt ud over det sædvanlige.’
Også den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, skrev på det sociale medie X, at der var foretaget massive angreb med Shahed-droner samt krydser- og ballistiske missiler mod Kyiv.
‘I dag var et af de største angreb mod Kyiv,’ skrev Zelenskyj om tirsdag nats bombardementer af hovedstaden.
Ifølge Ukraines luftvåben blev der brugt ikke mindre end 315 droner herunder 250 Shahed-droner.
Der blev også affyret syv missiler mod Ukraine, hvoraf to var ballistiske missiler fra Nordkorea.
Ukraine oplyser, at der skete dødsfald som følge af angrebet.


