25-årige Cecilie Liv Hansen var under valgkampen meget omdiskuteret, da der pludselig kom fokus på hendes udseende og påklædning, som mange danskere mente blev brugt til at høste stemmer. Hun blev senere valgt til Folketinget, men lørdag opstod massiv drama, og hun blev kylet ud af Liberal Alliance. Nu fortæller partiet, hvad årsagen helt konkret er til det
Liberal Alliances Ole Birk Olesen siger til TV 2 søndag morgen, at Cecilie Liv Hansen er blevet ekskluderet, fordi hendes kæreste har solgt euforiserende stoffer, og at den nu ekskluderede politiker løj om det.
– Når samleveren tjener sine penge til husstanden på ting, der er ulovlige og straffes med fængsel i Danmark, så påvirker det også Cecilie Liv Hansen, siger Ole Birk Olesen til TV 2.
Han forklarer videre, at et anonymt opslag på Facebook om, at Cecilie Liv Hansens kæreste solgte euforiserende stoffer, fik partiet til at spørge kandidaten ind til det.
(Artiklen fortsætter under billedet)

“Hvis Cecilie Liv Hansen havde talt sandt før valget, da vi læste rygtet om hendes samlevers liv, ville vi ikke have givet hende lov til at opstille for Liberal Alliance,” siger han og tilføjer:
“Det smitter af på en person, hvad der foregår i det hjem, man er en del af, og hvordan man tjener pengene.”
Her svarede hun ifølge Birk Olesen på en “troværdig måde”, og forklarede, at der var tale om rygter.
Ifølge Ole Birk Olesen var kæresten på det tidspunkt blevet taget af politiet og sigtet. Derfor mener han, at det er utænkeligt, at Cecilie Liv Hansen ikke har kendt til det, siger han til TV 2.
“Det har så vist sig ikke at være sandt,” siger Ole Birk Olesen og tilføjer:
“Hun løj overfor os.”
Ole Birk Olesen siger videre, at politiet også har været involveret i sagen – og det er noget, som Cecilie Liv Hansen ifølge ham skal have været bekendt med, men som hun ikke fortalte til partiet.
Kæresten har skrevet på de sociale medier herunder fra sin egen Facebook-profil, at Cecilie Liv Hansen ikke kendte til, at han skulle sælge stoffer, men det afviser Ole Birk Olesen nu.
“Ja, det kan afvises fuldstændig. Ja, for på det tidspunkt var han blevet taget af politiet og sigtet. Det er fuldstændig utænkeligt, at Cecilie Liv Hansen ikke vidste det på det tidspunkt,” siger han.
Ole Birk Olesen er blevet spurgt, hvad forskellen er på, at formand Alex Vanopslagh har erkendt, at han for flere år siden som partiformand tog kokain – og så at Cecilie Liv Hansens kæreste sælger stoffer.
Alex Vanopslagh mødte ingen konsekvenser i partiet, mens den Cecilie Liv Hansen blev bedt om at pakke sine ring.
“Jeg tror godt, at almindelige mennesker kan forstå forskellen i at have sagt ja til euforiserende stoffer i sin ungdom og så at have solgt det,” siger Ole Birk Olesen
Han fortæller, at Liberal Alliance skelner mellem overtrædelser med bøder og overtrædelser med fængselsstraffe.
Som en sidste bemærkning siger Ole Birk Olesen, at det er det rigtige valg, at Cecilie Liv Hansen smides ud.
Cecilie Liv Hansens samlever har selv bekræftet i en tråd på Facebook, at han har solgt cannabis. Det samme har han bekræftet i en sms til B.T.
Cecilie Liv Hansen har også selv kommenteret eksklusionen med et opslag på Facebook.
‘Efter at gentagne rygter og tomme beskyldninger har floreret omkring mig, er jeg blevet opfordret af Liberal Alliance til at videregive mine mandater. Jeg har tilkendegivet, at mange af disse rygter er usande, men at visse forhold omkring min samlever har været rigtige,’ skriver hun og tilføjer:
‘Jeg kan undre mig over, at forhold som ikke vedrører mine handlinger og mig som person skal ligge til baggrund for dette. Det er i min optik, på ingen måder retfærdigt.’
Hun ser frem til at “fortsætte den liberale kamp” med sine mandater, lyder det videre.
