Boje slagtede partifælde: Lige nu ødelægger du både din familie og partiet

Lars Boje Mathiesen lagde et voldsomt pres på sin tidligere partifælle Jacob Harris, som han mente, burde trække sig helt fra politik, i stedet for at blive løsgænger.

Jacob Harris slog rekord i løsgængeri, da han på rekordtid først meldte sig på sygeorlov, og siden blev ekskluderet fra Borgernes Parti.

Opsigtvækkende sms’er mellem partiformanden, Lars Boje, og Jacob Harris ser nu dagens lys.

Her bliver Jacob Harris’ børn blandt andet brugt som argument for, hvorfor han skulle trække sig fra partiet.

Det skriver Ekstra Bladet, der har set de vilde sms’er, som Lars Boje har sendt til sit nu tidligere medlem.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Foto: Borgernes Parti

Ifølge mediet var Lars Boje desperat for at få Jacob Harris til at trække sig fra Folketinget.

Jacob Harris blev først rådet af sin formand til at tage orlov, hvorefter han også skrev et udkast til det opslag, som Jacob Harris senere bragte.

Skån din familie

Efter sygeorloven kimede medierne stadig Jacob Harris ned, hvorefter han spurgte sin partiformand om hjælp.

Her oplyser Lars Boje, at den eneste måde, som Jacob Harris kan slippe for medieopmærksomheden, det er ved at trække sig.

‘Som jeg sagde til dig, efter du havde meddelt Folketinget orlov, så kan man jo ikke bare ændre det, da du ellers ville have ført Folketinget bag lyset og brudt loven’

‘Og som jeg sagde, ville folk komme efter dig for ikke at trække dig helt. Så måske du skulle overveje at gøre dette og skåne din familie for mere,’ skriver Lars Boje.

Afslutningsvis skriver Lars Boje, at den eneste måde, som Jacob Harris kan få presset til at stoppe på, er at trække sig.

Du ødelægger din familie og partiet

‘Jeg kan ikke blive ved med at beskytte dig, hvis du ikke trækker dig.’

Sådan lyder endnu en sms fra Lars Boje lørdag morgen, hvor tonen er blevet hårdere.

Her skriver Lars Boje igen, at Harris bør trække sig, og at formanden selv er blevet lagt ned af journalister.

I korrespondancen slår Lars Boje også fast, at Jacob Harris ødelægger sin egen familie samt det parti, som har hjulpet ham.

Til trods for flere ultimative meldinger om, at han skulle trække sig, stod Jacob Harris fast, og så blev han kylet ud af partiet.

Harris selv mener, at det var Bojes opfindelse, at han skulle sygemeldes. Da Jacob Harris blev smidt ud af Borgernes Parti, blev han da også pludselig rask igen.

Ekstra Bladet har forelagt kritikken for Lars Boje, som blot skriver, at Jacob Harris har underskrevet en tro- og loveerklæring. Derfor er han ikke længere i Borgernes Parti. Han svarer ikke konkret på kritikken.