Det danske forlag har begået markante fejl i flere bøger. I fremtiden vil forlaget ‘tænke sig rigtig godt om’, lyder det fra forlagschefen.
I slutningen af januar blev Sebastian Klein indblandet i en uheldig episode.
Her kom det frem, at den 52-årige naturformidlers seneste bog, ‘Danmarks 100 mest skøre historier om dyr i zoo’, var behæftet med markante fejl.
Flere illustrationer i bogen var nemlig ikke virkelighedstro. Blandt andet havde en hjort for eksempel fem ben, tænderne på flere rovdyr så forkerte ud og en lille pige havde seks fingre på den ene hånd.
Forlaget Carlsen så sig derfor nødsaget til at trække den tilbage fra forhandlere.
Ifølge Ritzau havde Weekendavisen fundet intet mindre end 50 fejl i bogen. Alle var lavet med hjælp fra AI (kunstig intelligens).
En ærgerlig fejl, erkendte Sebastian Klein dengang.
“Så jeg har været sådan lidt utilfreds i processen, men så er der blevet rettet på det, og til sidst nåede jeg et punkt, hvor jeg tænkte, at nu kunne jeg godt leve med det, og, ja, så er bogen udkommet. Men det er en svipser,” sagde naturformidleren, der tidligere har udgivet otte andre bøger i samme serie.
Nu viser det sig, at Forlaget Carlsen har begået fejl i flere bøger.
‘Vi har begået den ene fejl efter den anden’
Kristeligt Dagblad har således fundet yderligere tre fejl i to af forlagets bøger. En af bøgerne, der er fundet fejl i, er sågar endnu en bog skrevet af Sebastian Klein.
Og endnu engang er det tale om fejl i illustrationer, hvor AI benyttes.
‘Vi må konstatere, at vi har begået den ene fejl efter den anden. Derfor er vi i gang med at se på vores retningslinjer og processer’, skriver forlagschef på Carlsens Forlag, Kaya Hoff, til DR om bogfadæsen.
Kaya Hoff understreger videre, at forlaget ‘kommer til at tænke sig rigtig godt om i forhold til at bruge ny teknologi på en ordentlig måde’.
Sebastian Klein forsikrede, at der vil være mulighed for at få ombyttet sin fejlbehæftede udgave til en ny, når den ligger klar.
Det er uvist, hvor mange eksemplarer, der er solgt af den oprindelige udgave.