Fra skoler til Storebæltsbroen: Grundlovsdag får nyt liv takket være børns engagement
Rød-hvide farver, musik, boder og børnetaler præger i år fejringen af grundlovsdag i hele Danmark. Ifølge en pressemeddelelse fra Grundlovsfesten står børnene bag en ny bølge af lokale fejringer, hvor deres stemmer og idéer sætter dagsordenen.
På skoler som Østermarkskolen i Vesthimmerland organiserer eleverne grundlovsfester med DJ, konkurrencer og festlige boder. Elevrådet står bag det meste, og skolen forvandles til en demokratifest i børnehøjde. På Anholt samler børnene hele øen med deres optog gennem byen og taler om frihed og demokrati. ”Grillen bliver sat frem, og der bliver hygget. Børnene har pyntet skolen med blomster og så synger vi sange om frihed og demokrati,” fortæller Kirsten Rasmussen, souschef på Anholt Skole og Børnehave.
“En ny festtendens i år, er at eleverne har sat sig for bordenden og er med til at definere nye traditioner på skolerne. Det er helt formidabelt, fordi børns engagement styrker deres demokratiske selvtillid,” siger Olav Hesseldahl, leder af det landsdækkende initiativ Grundlovsfesten.
Mere end 350 skoler, foreninger og organisationer har fået støtte til at arrangere fester og aktiviteter, og en række initiativer understøtter børn og unges deltagelse. Grundlovsfesten har i samarbejde med Coop lanceret en særlig grundlovskage – en chokoladekage med rabarber-jordbærmousse og en chokoladeparagraf – som sælges i Kvickly og SuperBrugsen. Derudover udkommer bogen “Grundloven for Børn” den 5. juni, skrevet af Olav Hesseldahl, som forklarer grundlovens paragraffer i øjenhøjde for børn fra 10 år.
Storebæltsbroen lyser op i Dannebrogs rød-hvide farver, når mørket falder den 5. juni, som et symbol på den folkelige fejring. Rundt om i landet arrangeres også spejderaktiviteter, rollespil i byretter, posteløb og udstillinger på biblioteker for at engagere børn i grundlovens betydning.
Dannelse og demokrati i Danmark
Ifølge Danmarks Statistik er der i de senere år blevet sat øget fokus på at styrke demokratisk dannelse og medborgerskab i det danske uddannelsessystem. I rapporten “Gør verdensmål til vores mål” fremhæves det, at befolkningens grundlæggende dannelse, kendskab til demokrati og de demokratiske værdier samt muligheder for at tilegne sig objektiv viden om samfundsforhold er centrale fokusområder for de nye målpunkter. Det understreger også vigtigheden af at engagere børn og unge i demokratiske processer og traditioner, som det ses med de nye grundlovsfester.