Børn kidnappet foran far: Nyt i uhyggelig sag

Tyske børn i centrum af strid om forældremyndighed blev angiveligt bortført, da de så fyrværkeri i Gråsten.

Fredag tog retten i Hamborg hul på retssagen om to tyske børn, der 1. januar 2024 blev bortført i Gråsten i Sønderjylland, mens de så fyrværkeri med deres far.

Ifølge blandt andre nyhedsbureauet AFP nægter børnenes mor, Christina Block, at hun har bestilt bortførelsen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Det på denne gade, at børnene blev kidnappet.

Syd- og Sønderjyllands Politi har tidligere beskrevet, at flere gerningsmænd overfaldt børnenes far, inden de tvang de to børn – en dengang 13-årig pige og en 10-årig dreng – ind i en bil.

Christina Block er datter af grundlæggeren af den tyske bøfhuskæde Block House.

Striden mellem de to forældre om forældremyndigheden over deres fælles børn er tidligere blevet beskrevet i medierne.

Ud over børnenes mor er blandt andet hendes nye partner, den tyske tv-vært Gerhard Delling, og en 35-årig israelsk mand også på anklagebænken i retssagen.

Den 35-årige skal have deltaget i bortførelsen. Tyske medier har tidligere beskrevet, at han angiveligt er tidligere agent for den israelske efterretningstjeneste Mossad.

De to børn, som gjorde modstand, fik ifølge anklagen tape for munden. En af dem fik bundet hænderne.

Børnene blev fragtet til et mobilehome i det sydlige Tyskland, hvor børnene blev hentet af deres mor og taget med til Hamborg.

Anklagemyndigheden mener, at Gerhard Delling skal have stået for at organisere turen til Hamborg.

Ingo Bott, som er advokat for Christina Block, hævder ifølge AFP, at planen sandsynligvis blev udtænkt af et israelsk sikkerhedsfirma, som arbejder for familien.

Advokaten siger videre, at hans klient hverken har bestilt bortførelsen eller havde kendskab til den på forhånd.

Ifølge JydskeVestkysten er der planlagt over 30 retsmøder i sagen frem til 23. december.

De to børn opholder sig ifølge AFP i Danmark med deres far.

/ritzau/

Mandag aften var politiet massivt til stede i en mindre jysk by efter en skudepisode, der kostede en mand livet. To personer blev anholdt, men nu tager sagen en ny drejning.