EU-Kommissionen har onsdag præsenteret en plan for at forenkle reglerne for bæredygtighedsrapportering, og forslaget møder stor opbakning fra erhvervsminister Morten Bødskov.
Morten Bødskov har tidligere efterlyst en reform, der skal fjerne unødigt bureaukrati og sikre, at virksomheder kan fokusere på reel grøn omstilling fremfor omfattende rapporteringskrav.
Danmark har været blandt de mest kritiske stemmer over for de nuværende regler for bæredygtighedsrapportering, som regeringen mener spænder ben for den grønne omstilling. Ifølge Morten Bødskov koster de omfattende krav dansk erhvervsliv milliarder hvert år og hæmmer både innovation og investeringer.
Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse, hvor ministeren udtaler:
“De nye CSRD-krav spænder ben for grøn omstilling. Bureaukratiet koster hvert år dansk erhvervsliv milliarder. Hvis vi ikke fjerner kravene, mister vi det nødvendige tempo i den grønne omstilling. Vi taber både investeringer, innovation og kampen om de nye teknologier. Det har EU-Kommissionen heldigvis også indset, og jeg vil gerne rose det oplæg, der er fremlagt i dag. Fra dansk side bakker vi op om et markant opgør med de mange krav. Jeg ser frem til at drive forslagene frem, når Danmark sætter os i formandsstolen til juli. Målet er klart. Mindre grønt bøvl og bureaukrati er lig med mere tempo på grøn omstilling og grøn konkurrencekraft”
Danmark har presset på for ændringer
Inden Kommissionens forslag blev fremlagt, har Danmark fremsat en række konkrete forslag for at lette byrden for virksomhederne. Disse inkluderer blandt andet:
At udskyde næste fase af CSRD-kravene i to år
At reducere antallet af virksomheder, der er omfattet af reglerne
At skære 50-75 pct. af rapporteringskravene væk
EU-Kommissionens forslag ligger ifølge regeringen tæt på den linje, som Danmark har kæmpet for. Forslaget skal nu forhandles med medlemslandene, hvor Danmark fortsat vil presse på for at sikre mindre bureaukrati og mere fokus på reel grøn omstilling.
Dansk erhvervsliv hilser forenklinger velkomne
Mange virksomheder har udtrykt frustration over de nuværende krav til bæredygtighedsrapportering. Ifølge en analyse fra Dansk Industri (DI) kan de administrative byrder, der følger med de nye CSRD-regler, løbe op i flere milliarder kroner årligt for danske virksomheder.
Den administrerende direktør i netop Dansk Industri har tidligere udtalt i forbindelse med analysen:
‘Rapporteringen om bæredygtighed har nået et omfang og en kompleksitet, der er kommet helt ud af kontrol og har nået et grotesk niveau for de fleste virksomheder, der sidder med det her. Derfor er det yderst velkomment og tiltrængt, at Kommissionen nu tager affære’ sagde Lars Sandahl Sørensen, Dansk Industri.