‘Der ligger tøj fyldt med blod på gaden’

Det er kaoslignende scener på stedet, hvor der for kort tid siden er begået en yderst alvorlig forbrydelse. Meldinger lyder på, at der blandt andet ligger en blodig rockervest

“Vidner fortæller, at der har været tre til fire ambulancer herude. De siger også, at personer er blevet hevet ud af en bil og stukket med kniv.”

Sådan fortæller Presse-fotos.dks udsendte tidligt onsdag aften efter at have været i kontakt med vidner omkring et blodigt gerningssted.

“Der ligger en masse tøj også – blandt andet noget, der ligner en Comanches-vest. Den er fyldt med blod,” siger Presse-fotos.dks udsendte.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Her ses rockervesten cirka midt i billedet – se flere billeder nederst

(Ved du noget om sagen – eller er der en anden historie, vi bør se på? Skriv til os på mail tip@presse-fotos.dk. Alle tips behandles fortroligt.)

Hændelsen er sket på Storegade i Varde – og Presse-fotos.dk har flere gange forsøgt at få Syd- og Sønderjyllands Politi til at be- eller afkræfte det hændelsesforløb, som vidner beskriver.

Det har endnu ikke været muligt.

“Men en bil holder med havariblink, og der er efterladt et elløbehjul,” siger Presse-fotos.dks udsendte med henvisning til beskrivelse om, at personer er blevet hevet ud af et køretøj.

Syd- og Sønderjyllands Politi bekræfter på det sociale medie X, at der er sket en voldssag.

‘Vi har flere patruljer, der arbejder med en voldssag i Varde. Hændelsen er overstået og der er ikke fare for de omkringboende,’ oplyser politikredsen og tilføjer:

‘Vi vil være synlige i midtbyen en tid endnu i forbindelse med sikring af spor m.v. Vagtchefen.’

Billeder fra stedet viser rigtig nok, at en rockervest, der ligner en fra grupperingen Comanches, ligger på jorden.

OPDATERING:

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser sent onsdag aften følgende på det sociale medie X.

‘Vi er færdige med vores sporsøgning og -sikring på stedet og overgår til almindelig patruljering i området. 2 personer var blevet stukket med kniv. Gerningsmanden blev anholdt kort efter. Vagtchefen.’

Det er ikke lykkedes Presse-fotos.dk at få be- eller afkræftet vidnernes beskrivelse af hændelsesforløbet.

Han blev landskendt for én enkelt scene i en af Danmarks mest populære komedieserier. Nu er han gået bort.