Myndighederne i en spansk ferieby strammer kraftigt op på reglerne for turisme – udlejning og partybåde bliver helt forbudt.
Turister, der planlægger en rejse til det populære middelhavsområde, kan se frem til markante ændringer i de kommende år.
Borgmesteren Jaime Martínez Llabrés har præsenteret en omfattende plan, der skal dæmpe den voksende masseturisme og genoprette balancen i byens liv.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Ifølge Dagbladet blev forslagene fremlagt tirsdag og vil berøre både private udlejere, virksomheder og turister.
Et af de mest vidtgående tiltag er et totalforbud mod ferieboliger.
Hidtil har det været tilladt at udleje enfamiliehuse til turister, men det bliver nu ulovligt.
Samtidig vil der ikke længere blive udstedt nye udlejningslicenser, og eksisterende tilladelser vil bortfalde, når de udløber.
De nye regler gælder for Palma, hovedbyen på den spanske ferieø Mallorca, hvor der i øjeblikket findes 639 registrerede ferieboliger.
Borgmesteren understreger, at målet er at dæmpe presset på boligmarkedet og forbedre forholdene for fastboende.
Ifølge avisen omfatter planen også et stop for nye vandrehjem. De eksisterende opfordres til at blive omdannet til hoteller eller permanente boliger for lokalbefolkningen.
Derudover vil festbåde fra og med 2026 blive fuldstændig forbudt i området omkring havnepromenaden. De nye regler forventes endeligt vedtaget i byrådet inden årets udgang.