Blev slået ned: Thomas Buttenschøn bryder tavsheden om sin barndom

I den nye bog ‘Nu skriger jeg i stilhed’ åbner den folkekære sanger Thomas Buttenschøn op om sin barske barndom.

Siden han brød igennem med albummet ‘Fantastiske mandag’ og pladens storhittende titelnummer, har Thomas Buttenschøn bragt smil på læberne og bevægelse i kroppen hos et utal af danskere – både unge og gamle.

Med det karakteristiske varme smil og humoristiske sangskriveri har han charmeret sig ind i vores hjerter og hittet med numre som ‘Smukkere end smuk’ og ‘Dårlig sex’.

Og så har han ofte tonet frem på de danske tv-skærme – blandt andet i Melodi Grand Prix, hvor han slog sig sammen med den legendariske Chief 1.

Men dybt inde i den voksne charmetrold gemmer sig et barn i smerte.

Det barn får taleret i sangerens nye selvbiografi ‘Nu skriger jeg i stilhed’.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Thomas Buttenschøn er kendt for sit karakteristiske gode humør, men livet har ikke altid været nemt for den Zambia-fødte danske sanger og entertainer. Pressefoto via Neumann Strategy & Communication.

Et brev til det indre barn

Thomas Buttenschøn blev født i Zambia, men flyttede kort efter til Danmark med sin danske mor og zambiske far.

Sangeren har tidligere været åben omkring sit liv som hiv-smittet – noget han har været lige siden fødslen.

Begge hans forældre døde af aids, da han var ganske ung, og derfor har han også levet en del af sin barndom hos en plejefamilie.

Det åbnede han blandt andet op omkring i et Facebook-opslag i 2015.

I den nye bog – der er en slags efterfølger til Thomas Buttenschøns første selvbiografi ‘I begyndelsen var døden’ – river han resterne af bladet fra munden og fortæller uden forbehold om sin barndom som brun, forældreløs og hiv-smittet dreng i en jysk provinsby.

Han fortæller blandt andet om ubehagelige oplevelser med at blive tævet, bare fordi han skilte sig ud og havde en anden hudfarve end de andre børn.

Bogen er skrevet som et brev til den otteårige Thomas, men henvender sig lige så meget til andre børn, der lever i frygt og tavshed, fordi de ikke er som alle andre – og til de voksne, der aldrig helt har sluppet deres indre barn fri fra fortidens pinsler.

‘Nu skriger jeg i stilhed’ udkommer den 22. september via Forlaget 28B.

Den danske Oscar-komité har nu valgt den film, der skal repræsentere Danmark ved næste års Oscar-prisuddeling.