Lars Erslev Andersen beskæftigede sig blandt andet med global historie med særlig fokus på USA og Mellemøsten.
Den danske terror- og mellemøstforsker Lars Erslev Andersen er død i en alder af 69 år.
Det skriver Dansk Institut for Internationale Studier (Diis), hvor han var seniorforsker, i en pressemeddelelse.
Lars Erslev Andersen har gennem tiden været flittigt brugt som ekspertkilde af flere danske medier.
– Lars Erslev Andersen var en forsker, der var kendt og respekteret for sin store viden, skriver Diis blandt andet efter hans bortgang.
Forskeren blev et kendt ansigt i den brede offentlighed som ekspertkilde efter terrorangrebet den 11. september 2001, hvor han i medierne fortalte om sin terrorforskning.
– Men mest kendt var han for sin utrættelige formidling af forskning om Israel og Palæstina-konflikten, skriver Diis.
I sin forskning spændte Lars Erslev Andersen dog bredt og beskæftigede sig også med stormagtsrivaliseringen mellem Kina og USA og USA’s udenrigspolitik og selvforståelse.
Lars Erslev Andersen brugte også en stor del af sin karriere på at skrive, og han er forfatter til flere bøger om både USA og Mellemøsten.
I 2023 udgav han bogen “Den amerikanske mission”, der gik bag om den amerikanske sikkerhedspolitik og beskrev USA’s ambition om at være en unipolær global magt.
Det var samme bog, der udgjorde hans doktorafhandling, da han i 2025 modtog sin doktorgrad på Aarhus Universitet.
Så sent som i sidste uge blev hans seneste rapport “Anatomy of displacement” publiceret ved et seminar på Aalborg Universitet i København.
Rapporten handler om Israels systematiske fordrivelse af palæstinenserne siden statens oprettelse.
Lars Erslev Andersen var dog for syg til selv at deltage ved rapportens offentliggørelse.
Den erfarne forsker bliver mandag aften hyldet af sin kollega ved Diis, antropolog, forfatter og filminstruktør Sine Plambech i et opslag på Facebook.
Her skriver hun i et opslag på engelsk:
– Min kære kollega, kontornabo og fremragende mellemøstekspert, Lars Erslev Andersen, døde i dag af kræft. Du gav så tydeligt udtryk for, hvad der betyder noget i denne verden. Altid på samme side som dem i nød! Tak!
Ved siden af sit arbejde havde forskeren en stor passion for sport og rejser, og ferien gik gerne med en cykeltur i bjergene i Andalusien, skriver Diis.
Lars Erslev Andersen stammede fra Haderslev og var uddannet idehistoriker i 1986 fra Aarhus Universitet. Han efterlader sig en voksen søn.
