Blå blok vil finde sammen igen

De borgerlige partier kan godt forstå, hvis danskernes tillid til dem er smuldret efter flere års stridighed og splittelse.

Men det skal der rodes bod på i det nye år.

Derfor varsler Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Konservative og Dansk Folkeparti nu en ny, fælles front i kampen om at skabe en borgerlig regering.

Det skriver partiernes formænd i en kronik i Berlingske.

– I det kommende år vil vi fire partier konkretisere visioner for en anden retning for Danmark, lyder det.

Partierne vil i 2025 knytte et tættere samarbejde.

Det skal der komme konkrete politiske forslag ud af, som alle fire partier står bag, og som skal kunne vise en borgerlig retning for Danmark.

-Der er heldigvis meget at bygge på. Vi vil lancere fælles borgerlige idéer og forslag, som streg for streg vil tegne et tydeligt billede af et borgerligt Danmark, hvor der er højt til loftet, og hvor det er danskerne og ikke staten, der er i centrum, skriver partiformændene.

Om man spørger Alex Vanopslagh (LA), Inger Støjberg (DD), Mona Juul (K) eller Morten Messerschmidt (DF) har de alle et udtalt problem med, at Socialdemokratiet stadig sidder ved magten.

Her har statsminister Mette Frederiksen gentagne gange skoset de blå partier for, at ingen har haft modet til at melde sig som statsministerkandidat.

Landets eneste officielle statsministerkandidat er to år inde i denne valgperiode stadig den siddende socialdemokrat.

Det forsøger de fire blå partier at gøre til en personsag for Mette Frederiksen.

– Vi kan se, at Socialdemokratiet gør meget ud af jagten på en borgerlig statsministerkandidat. Og det er jo meget sigende: Når man ikke har noget projekt, kan man kun gå op i personer, lyder det i kronikken.

Partierne runder deres kronik af med at understrege, at der stadig er et stykke vej igen for det blå Danmark.

– Den borgerlige bygning er ikke helt færdigbygget endnu, men det borgerlige fundament er solidt.

De blå partier har allerede taget de første skridt til et tættere samarbejde.

Ved efterårets forhandlinger om finansloven lancerede de fire partier en musketered om, at de forhandlede sammen.

Det mødte hård modstand fra regeringen, for finansminister Nicolai Wammen gjorde kort proces og smed dem ud af forhandlingerne.