En mor fortæller, at hendes søn undslap angrebet, fordi bjørnen løb efter en anden person.
Torsdag eftermiddag blev en gruppe skolebørn fra Canada angrebet af en grizzlybjørn.
Efterfølgende er meldingen, at 11 personer er såret, mens to er i kritisk tilstand.
Hændelsen fandt sted på en vandresti i byen Bella Coola i den canadiske provins British Columbia, hvor børnene var afsted på en skoleudflugt.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det skriver BBC.
Grizzlybjørnen er stadig på fri fod, men bevæbnede betjente leder efter den i området.
‘Betjente er bevæbnede. Bliv inden døre og hold jer væk fra hovedvejen,’ lyder det fra politiet ifølge mediet.
En mor til et af skolebørnene fortæller til BBC, at der blev brugt bjørnespray af de voksne for at forsøge at holde dyret på afstand. Det lykkedes dog ikke.
Morens tiårige søn blev ikke selv angrebet, fordi bjørnen løb efter en anden tæt på ham, fortæller hun.
Børnene kom fra Acwsaltcta School, der ligger 700 kilometer nordvest for Vancouver.
Skolen er midlertidigt lukket som konsekvens af hændelsen.