Vi kender bedst Bjarne Henriksen som skuespiller. Nu går han ind i politik – og har allerede sikret sig støtte fra en kendt kollega.
Skuespiller Bjarne Henriksen, kendt fra en lang række danske film og tv-serier, har tidligere på året offentliggjort, at han stiller op til kommunalvalget i Frederiksberg Kommune for Socialdemokratiet.
“Jeg gør det med tre mærkesager. Frederiksberg skal være en blandet by. Det skal ikke kun være en rigmandsghetto. Og så skal byen have et rigt kulturliv. Endelig vil jeg også gerne gå i kamp mod ensomheden,” sagde han til TV 2 Kosmopol i forbindelse med annonceringen.
Kommunalvalget finder sted den 18. november, og Bjarne Henriksen er nu i fuld gang med at forberede sin første valgkamp.
“Jeg er helt grøn, så jeg læner mig op ad dem, der ved noget om det. Så jeg går til workshops og hører om, hvordan man gør med valgplakater og flyers osv,” forklarer skuespilleren til B.T.
Skuespilleren afslører samtidig, at han allerede har sikret sig støtte fra en kendt kollega.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Deler værdisæt
“Altså, David Dencik har sagt, han vil stemme på mig,” siger Bjarne Henriksen til mediet.
David Dencik, der både har haft danske og internationale roller på sit cv, bor selv i Frederiksberg Kommune og bekræfter opbakningen.
“Jeg kan virkelig godt lide Bjarne. Jeg ved, han har sine værdier i orden, og vi har haft gode samtaler. Det er ikke så vigtigt for mig, hvilket parti han stiller op for – det er ham jeg stemmer på,” forklarer David Dencik, der netop bor i Frederiksberg kommune.
“Jeg har stemt både blåt og rødt. Jeg har ikke stemmeret i Danmark til folketingsvalg, men jeg har til kommunalvalget, fordi jeg er svensk statsborger,” uddyber skuespilleren og tilføjer:
“Men nu stemmer jeg på Bjarne, det er meget naturligt for mig”.
De to skuespillere medvirker begge i DR-serien ‘Andre folks penge’.