Bille August laver ny serie om stor historisk personlighed

En af Danmarks allerstørste filminstruktører fortsætter i seriesporet efter den globale succes med ‘Greven af Monte Cristo’.

Siden den Bodil-vindende spillefilmsdebut med ‘Honning måne’ i 1978 har Bille August instrueret en lang række legendariske værker.

Med en karriere, der spænder over ikoniske 80’er-film som ‘Zappa’, ‘Busters verden’ og den Oscar-vindende ‘Pelle Erobreren’ til nyere dramaer som ‘Lykke-Per’ og ‘Pagten’, har han i den grad sat sit præg på den danske filmhistorie.

Han har også af flere omgange kastet sig ud i serieverdenen – senest med den engelsksprogede filmatisering af Alexandre Dumas’ ‘Greven af Monte Cristo’.

Nu har han endnu en serie på tapetet. Og denne gang retter han kameraet mod en af historiens mest velkendte personligheder.

Det skriver det amerikanske medie Variety.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

Den store diktator

Størstedelen af Bille Augusts værker har udspillet sig i en historisk ramme.

Den tendens fortsætter den legendariske instruktør med sin nye serie

Som arbejdstitlen indikerer, kommer ‘Julius Caesar’ nemlig til at handle om den romerske general, politiker og senere diktator Gajus Julius Cæsar.

Ifølge instruktøren selv, der har udtalt sig til Variety, vil serien følge Cæsar gennem hans største triumfer og skildre magtrusens konsekvenser frem til hans endelige undergang.

Selvom serien foregår før Kristi fødsel, mener Bille August godt, at den kan relateres til verdens nuværende politiske klima.

“Den Romerske Republik var det første demokrati, der blev undergravet af en regering, som valgte en diktator og gav ham enevældige beføjelser,” udtaler han til Variety – uden at nævne nogen navne på mulige moderne sammenligningskilder.

Optagelserne til serien, der produceres af italienske Palomar, skal efter planen begynde tidligt næste år.

I mellemtiden har den danske instruktør også filmen ‘Me, You’ på vej.

Se også
‘Årets danske spillefilm’ får TV-premiere: Her kan du se den

En legendarisk karriere

Bille August er blandt de mest hæderkronede instruktører i dansk filmhistorie.

Udover adskillige Bodil- og Robert-priser, har hans film modtaget flere af de absolut største internationale priser.

Særligt ‘Pelle Erobreren’ begik en stor prishøst med blandt andet en Oscar, en Golden Globe og De Gyldne Palmer ved filmfestivalen i Cannes.

Hans svensksprogede film ‘Den gode vilje’ vandt ligeledes De Gyldne Palmer.