Bilen blev beslaglagt: Teenager kørte vanvidskørsel i fars bil

Politiet måtte fredag aften konfiskere to personbiler, fordi førerne formåede at køre mere end det dobbelte af, hvad der er tilladt. I den ene situation var det en teenagedreng, som sad bag rattet i sin fars bil.

Fredag aften fik politiet travlt med at eftersætte en bil, der kørte alt, alt for hurtigt på vejene.

I bilen var en 19-årig ung mand. Han sad bag rattet i sin fars bil og havde ingen intentioner om at overholde fartgrænserne.

Teenageren formåede at køre 147 kilometer i timen i en zone, hvor en hastighed på 70 kilometer i timen er det tilladte. Alligevel blev han fanget af politiet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

‘Bilen blev beslaglagt og så må jeg bare sige, at hans far hverken blev glad eller stolt, da han fik det at vide,’ fortæller vagtchef Martin Møller fra Nordjyllands Politi til TV2 Nord.

Vanvidskørslen skete på Aggersundvej ved Aars.

Det var ikke den eneste bil, som politiet måtte konfiskere denne fredag aften.

Med intet mindre end 197 kilometer i timen satte en 40-årig mand afsted på Roldvej i Nørager.

Strækningen er en 80-kilometers zone, skriver lokalmediet.

‘Nordjyllands Politi satte ind og beslaglagde også denne bil. Så herfra en opfordring: Lad nu være med at køre så stærkt, at I er til fare for jer selv og andre,’ lyder det afsluttende fra vagtchefen.

Ånder ud på den regnvåde asfalt: Stor tragedie i T-kryds