Medier skriver, at der er sårede ved julemarked, efter at bil er kørt ind i menneskemængde
En bil er kørt ind i en gruppe mennesker på et julemarked i den tyske by Magdeburg.
Der er mindst en død, oplyser politi ifølge regionalmediet MDR fredag aften.
En chauffør er blevet anholdt, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.
Dpa har endnu ikke meldinger om et muligt motiv til hændelsen.
Myndigheder i Magdeburg går ud fra, at der er tale om et angreb.
Medierne Tagesschau og Bild skriver, at der også er sårede. Ifølge Bild mindst 20. Brandvæsen og andre myndigheder er på stedet. Julemarkedet er blevet lukket.
Et øjenvidne siger til Bild, at bilen styrede direkte mod menneskemængden.
Det vrimler angiveligt med redningsvogne og -personale, melder et øjenvidne til dpa.
Magdeburg ligger i delstaten Sachsen-Anhalt. Julemarkedet ligger på pladsen Alte Markt lige ved rådhuset og nær floden Elben.
Arrangøren af julemarkedet opfordrer folk til at forlade bymidten.
Øjenvidner beskriver over for Bild, at det var en mørk BMW, som kort efter klokken 19.00 kørte ind i menneskemængden.
/ritzau/
