Betjent i tjeneste mister livet: Nu spærres ulykkestedet igen

Natten til torsdag mistede en betjent livet i en alvorlig ulykke. En anden politibetjent blev samtidig alvorligt kvæstet, da en lastbil påkørte et af politiets køretøjer. Torsdag formiddag spærrer politiet endnu en gang ulykkestedet.

Klokken 01.34 natten til torsdag indgik der en anmeldelse om en ulykke på motorvejen.

Politiet rykkede ud til stedet, hvor der kort tid efter igen skete et uheld, da en lastbil ramte et af politiets køretøjer på ulykkestedet.

‘En politibetjent er afgået ved døden og en anden politibetjent kom alvorligt til skade ved ulykken og er indlagt. De pårørende er underrettet,’ skrev politikredsen i en pressemeddelelse kort inden klokken 06.

Motorvejen var i timer afspærret, mens man foretog tekniske undersøgelser på stedet.

Torsdag formiddag oplyser politiet, at man har været nødsaget til igen at spærre.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Der er lige nu spærret på strækningen.

‘Vi er desværre nødt til at spærre ulykkesstedet af igen (mellem afkørsel 71 og 72) på E45 i forbindelse med ulykken,’ skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en meddelelse på Politi Update.

Ifølge politikredsen spærrer man igen af, så man kan foretage yderligere søgning efter genstande fra ulykken.

Politiet oplyser når afspærringen igen ophæves.

Af Vejdirektoratets trafikkort fremgår det ligeledes, at E45 Sønderjyske Motorvej fra Haderslev mod Padborg er spærret efter frakørsel 71 Aabenraa pga. politiefterforskning.

‘Trafikken ledes fra ved 71 Aabenraa. Vejen forventes genåbnet i løbet af formiddagen,’ oplyses det.

Se også
Dansk politi i dyb sorg efter voldsom dødsulykke

Politiet flager på halv stang

Der flages torsdag på halv på politiets lokationer som følge af hændelsen, skriver politiet i en meddelelse.

Ifølge Ritzau har justitsminister Peter Hummelgaard også med stor sorg modtaget beskden om den alvorlige ulykke.

‘Det er med stor sorg, at jeg har fået meddelelse om, at en politibetjent i nat er død i en ulykke i tjeneste, og at en anden betjent er kvæstet. Mine tanker og dybeste medfølelse går til betjentene, de pårørende og alle kollegerne i politiet,’ lyder det fra ministeren i en skriftlig udtalelse.

Presse-fotos.dk følger sagen tæt og opdaterer, når ny information kommer frem.

Opdatering:

Kort inden klokken 10.30 oplyser politikredsen, at strækningen igen er åben for trafik.

Korte videoer