Bekymret kommune: Kriminelle rekrutterer unge under 15

Foto: Colourbox

Viborg Kommune ser en ubehagelig tendens i byen. Kriminelle aktører er i gang med at konstruere et netværk af unge.

I Viborg Kommune er unge borgere blevet offer for, hvad der lugter af organiseret kriminalitet. En ny indsats i Viborg Kommune skal nu beskytte unge mod at blive en del af det kriminelle miljø.

Lokalpolitiet i Viborg-Skive og unge fagpersoner fra Viborg Kommune har nedsat et særligt råd, der skal bekæmpe den bekymrende tendens. Det skriver Viborg Kommune i en pressemeddelelse.

“Med det, vi lige nu oplever blandt unge i kommunen, har vi brug for et skærpet blik. Derfor hilser jeg det nye, tættere samarbejde med lokalpolitiet velkommen. Vores fremskudte medarbejdere ser desværre tegn på, at kriminelle typer forsøger at få et netværk op at stå blandt helt unge i Viborg. Det vil vi ikke acceptere, og vi vil arbejde aktivt imod, at det kommer til at ske,” siger Ulrik Wilbek, borgmester i Viborg Kommune.

Den nye indsats kommer, efter Viborg Kommune er blevet bevidste om unge og sårbare mennesker, der vikles ind i et kriminelt miljø, de har svært ved at komme ud af.

“Vi hører om unge, der bliver truet af jævnaldrende, og om unge som har fået viklet sig ind i en gæld, de ikke kan komme ud af igen. Det kan desværre pege i retning af organiseret kriminalitet, hvor det jo er en tendens, at man rekrutterer helt unge under 15 år og sårbare mennesker ind i en kriminel løbebane,” fortæller Ulrik Wilbek til Presse-fotos.dk.

Der render samtidig unge borgere rundt i kommunen med et allarmerende beløb mellem hænderne.

“Vores medarbejdere, som møder de unge, hvor de færdes, er blevet opmærksomme på, at der blandt nogle af de unge drenge pludselig er nogen, som har rigtig mange penge på lommen. Så mange penge, at det virker påfaldende,” siger Ulrik Wilbek.

Det nye råd er en forlænget arm af den eksisterende bekæmpelse af kriminalitet og skal sikre et særligt fokus på bekæmpelse af kriminalitet blandt børn og unge.

Samarbejdsrådet består af aktører fra kommunen og lokalpolitiet og kan suppleres med fagmedarbejdere efter behov. Det nye samarbejdsråd skal mødes hvert kvartal for at overvåge udviklingen og hurtigt sætte initiativer i værk, hvis der viser sig behov.

Alternativ indsats er en succes: Unge uden job og uddannelse trives