Fem års fængsel har en mand fra Tønder tirsdag fået som straf for en række forbrydelser mod to kvinder. I lange perioder blev de to kvinder, som manden var kæreste med, udsat for voldtægt, vold og vidnetrusler. Samtidig blev de isoleret og var under omfattende social kontrol.
En 39-årig mand fra Tønder blev tirsdag idømt fem års fængsel for omfattende overgreb mod to kvinder, som han var kæreste med.
Overgrebene har fundet sted i lange perioder, mens han var kæreste med først den ene kvinde og så den anden.
Under et forhold i perioden juli 2018 til februar 2022 var den 39-årige mand sammen med en i dag 27-årig kvinde. Hun blev i perioden udsat for voldtægt, voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje, vold, psykisk vold og vidnetrusler.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Lignende forbrydelser udsatte manden en i dag 23-årig kvinde for i otte måneder i 2023 og igen i seks måneder senere under deres forhold. Den 23-årige kvinde blev blandt andet også voldtaget.
Retten i Sønderborg har ved dommen tirsdag lagt vægt på den meget lange gerningsperiode, hvor den 39-årige mand har isoleret kvinderne, og at de to kvinder har været udsat for omfattende social kontrol og overgreb.
Thomas Bøjgaard fra Syd- og Sønderjyllands anklagemyndighed er tilfreds med rettens dom.
”Retten har med dommen i det store hele lagt de forurettedes forklaringer til grund og dermed fundet forklaringerne troværdige. Der er ingen tvivl om, at det, kvinderne har levet under, har været voldsomt krænkende, og det synes jeg, at straffen afspejler,” siger han i en pressemeddelelse fra politikredsen.
Foruden den femårige fængselsstraf er manden også blevet dømt til at betale 350.000 kroner i erstatning til kvinderne.
Han blev fængslet efter dommen, som han har anket. Fængslingen er kæret til landsretten, skriver politikredsen.
Voldtog og filmede lille toårig pige: Flere mænd idømt forvaring