Tirsdag er der sket et voldsomt færdselsuheld på en motorvej. Politiet bekræfter, at en spøgelsesbilist har været involveret i hændelsen, der har medført tilskadekomst.
‘Vi kan bekræfte, at der er tale om færdselsuheld i forbindelse med en spøgelsesbillist.’
Sådan skriver politiet tirsdag på det sociale medie X om den voldsomme hændelse, der har medført tilskadekomst for to parter.
(Artiklen fortsætter under billedet)

‘I forbindelse med færdselsuheld er det vestgående spor efter frakørsel 7A på Holbækmotorvejen spærret. Giv plads til politi, brandvæsen og ambulancer,’ skrev Vestegnens Politi omkring klokken 12.00.
Politikredsen oplyser videre, at der har været to parter involveret i hændelsen, hvoraf begge er tilskadekomne.
Af Vejdirektoratets trafikkort fremgår det, at der lige nu er mellem 30 og 60 minutters forlænget rejsetid på strækningen, som følge af hændelsen.
Politiet opfordrer derfor trafikanter til at søge alternative ruter.
‘Massiv kø på stedet, find gerne andre veje,’ skriver Vestegnens Politi og tilføjer, at man ikke har yderligere information for nuværende.
Presse-fotos.dk følger sagen.

