I alt fire børn blev ofre for seksuelle overgreb begået af en 67-årig mand, som var børnenes bedstefar og stedbedstefar.
Forbrydelserne over for det ene af børnene stod på gennem næsten seks år.
To af børnene var hans børnebørn, mens to andre var stedbørnebørn.
Alle fire fik ifølge rettens afgørelse deres blufærdighed krænket af manden, der er fra Djursland.
Men de alvorligste forhold drejede sig om voldtægt ved samleje og voldtægt ved andet forhold end samleje imod et barnebarn. Nogle af overgrebene fandt sted, da hun var yngre end 12 år.
Retten i Randers fastslår dommen i en nævningesag mod manden, der fredag er idømt fængsel i otte år.
Nævninger og juridiske dommere har været enige om at finde manden skyldig, og der var også enighed om straffen på fængsel i otte år.
Under sagen har den 67-årige nægtet sig skyldig i det meste. Men børnene har afgivet troværdige forklaringer, og deres ord er blevet understøttet af videoer og fotos, som er fundet på mandens computer.
Børnene er blevet tilkendt godtgørelse for de krænkelser, de har været udsat for. Beløbene er på henholdsvis 250.000 kroner, 150.000 kroner, 15.000 kroner og 8.000 kroner.
Sagen er blevet behandlet over en stribe retsmøder fra 18. februar.
Det er forholdsvist sjældent, at straffen i sager om seksuelle overgreb på børn kommer op på otte års fængsel.
Den dømte har straks anket dommen til Vestre Landsret.

