En dramatisk hændelse udspillede sig onsdag eftermiddag, da et barn sad fastklemt mellem et par træstammer.
Brandvæsnet bliver kaldt ud til lidt af hvert, og onsdag eftermiddag var ingen undtagelse, da alarmen lød.
Her var meldingen på en redningsopgave, da en person var meldt fastklemt, og da de kom frem til stedet, viste det sig at kræve særligt udstyr.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Det skriver JydskeVestkysten.
“Det var et barn, der var kravlet op i nogle træer og buske. Da det er kommet et stykke op i træet, rutsjer det ned og bliver klemt fast mellem nogle af træstammerne,” siger Christian Hildebrandt, der er indsatsleder ved Brand og Redning Sønderjylland til mediet.
Han forklarer, at træstammer var på størrelse med en overarm.
Padborg Brandvæsen blev kaldt ud til opgaven ved skolen i Bov, men da de så nærmere på opgaven, var de nødt til at tage et særligt værktøj i brug.
Et såkaldt hooligan-værktøj.
Værktøjet kan bruges til at fjerne forhindringer, og i denne situation skulle de bruges til at vippe træstammerne fra hinanden for at få barnet fri.
Barnet var heldigivis ikke fastklemt højt oppe i luften, og derfor gik redningsaktionen uden de store problemer.
“Alt ende godt og med et stort smil”, skriver Padborg Brandvæsen på deres facebookside.