Barber sprængt i stumper i København: ‘Håndgranat kastet ind’

En voldsom eksplosion har natten til mandag smadret en barber shop på Frederikssundsvej i København.

Hændelsen, der angiveligt fandt sted omkring klokken 03-04, har efterladt facaden smadret og området dækket af glasskår og bygningsrester.

Ifølge oplysninger indgivet til Presse-fotos.dk fra flere af hinanden uafhængige kilder, skulle der være blevet kastet en granat ind i butikken.

Billeder fra stedet viser en tydeligt ødelagt forside af en barber shop og ødelæggelserne tyder på en kraftig sprængning.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Der er opsat afspærring rundt om salonen

Adskillige borgere i området blev vækket af det høje brag, men trods gentagne forsøg på kontakt har Københavns Politi endnu ikke besvaret Presse-fotos.dks henvendelser og dermed ikke officielt bekræftet hændelsen eller dens omfang.

Om nogen personer er kommet til skade, eller hvad motivet bag eksplosionen kan være, er dermed fortsat uklart i skrivende stund.

Politiets teknikere forventes at foretage undersøgelser på stedet i løbet af mandagen.

Politiaktion afspærrer villavej: Person i DNA-dragt