Awardshow i rivende udvikling: Udvider med ny kategori

Foto: Alexander Håkansson / HÅKAN Media

Det aarhusianske prisshow SERIES AWARDS har på få år formået at blive en vigtig og prestigefyldt hæder for den danske seriebranche. Nu udvider de med ny pris for Bedste Dokumentarserie.

2020-udgaven af seriefestivalen AARHUS SERIES blev starten på en ny tradition for den danske seriebranche.

Ved det års festival fik danskerne lov til at stemme på deres yndlingsserie. Og året efter udviklede formatet sig til en decideret prisuddeling i form af SERIES AWARDS.

I 2021 blev ti priser uddelt. Senere udvidede man med endnu en kategori, og i 2025 bliver hele 12 priser uddelt ved showet.

Den nye pris skal hylde de bedste danske dokumentarserier.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Aarhus skal være ‘seriehovedstad’

SERIES AWARDS er på kort tid blevet lidt af et samlingspunkt for den danske seriebranche.

Tidligere er populære serier som ‘Badehotellet’ og ‘Orkesteret’ blevet hyldet ved showet.

Det er en jury af repræsentanter fra branchen, der udvælger de nominerede og vinderne, mens publikum stadig har mulighed for at kåre deres yndlingsserie, som det var tilfældet tilbage i 2020.

Udviklingen af SERIES AWARDS er en vigtig brik i et ambitiøst mål.

”Siden 2020 har vi haft en ambitiøs målsætning om at gøre Aarhus til seriehovedstad og skabe en platform, hvor vi mødes om de fortællinger, der samler os. Derfor er jeg både stolt og meget taknemmelig for, at vi i år kan afvikle SERIES AWARDS for femte gang og tilføje endnu en kategori til rækken af priser. Vi brænder for serier med social relevans og kulturel gennemslagskraft, og det må man sige, at dokumentarserier rummer og lever op til. Derfor skal vi naturligvis også hylde den genre af serielle fortællinger,” siger Felicia Elisabeth Jackson. Hun er festivaldirektør for seriefestivalen AARHUS SERIES og mediefestivalen THIS.

Om udvidelsen af kategorilisten siger hun:

”Indenfor de sidste par år er der mange dokumentarserier, der har rykket ved dagsordner, og generelt er der lige nu virkelig mange spændende danske serier på tværs af genrer. Det er inspirerende at se de forskellige samtaler, som seriefortællingerne starter i vores samfund.”

De nominerede til de mange priser annonceres den 7. oktober 2025, mens elve prisuddelingen afholdes den 6. november.

Peter Mygind er vært for årets show.

For nylig kunne Venedig Film Festival præsentere ‘Den sidste viking’ på årets program. Nu har endnu en stor filmfestival udtaget filmen med Mads Mikkelsen i den ene hovedrolle.