Teslas danske afdeling bliver nu ramt af dårlige nyheder. Det sker i forbindelse med en sag, der er gået ud over danske forbrugere
Elbilfabrikanten Teslas danske afdeling har accepteret at betale en stor bøde for at have begået et lovbrud på det danske marked.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Forbrugerombudsmanden, der har fulgt sagen til dørs.
Bøden, som Tesla har accepteret at betale, er på 190.000 kroner. Det sker for vildledende markedsføring.
Det drejer sig om, at Tesla tilbage i 2019 glemte at regne registreringsafgift, dokument- og leveringsgebyr med i den pris, man udbød to af sine modeller for.
Samtidig glemte den amerikanske elbilfabrikant også at vedhæfte et passende regneeksempel i forbindelse med markedsføringen af selskabets finansieringstilbud.
“Det er vigtigt, at forbrugerne får alle relevante oplysninger, når de træffer en så stor beslutning som at købe en bil eller optage et lån hertil, så de kan træffe et informeret valg,” lyder det fra forbrugerombudsmand Torben Jensen.
Hvis samme forseelse var blevet begået i dag, ville det have udløst en betydeligt større bøde.
Reglerne blev nemlig skærpet i 2022, så bødestørrelsen også afhænger af virksomhedens størrelse målt på omsætning.
Tesla Motors Denmark, som det danske datterselskab hedder, havde i 2019 en omsætning på næsten 1,2 milliarder kroner.
Det ville med de nuværende bøderegler betyde, at det normale bødeniveau ville ligge mellem 500.000 og 10,2 millioner kroner.