Produktionsselskabet bag den nye musical, der tager udgangspunkt i Aquas ikoniske numre, har store ambitioner om international eksport.
I 2023 fik en ny generation af lyttere øjnene op for den danske eurodance-gruppe Aqua, da deres kæmpe 90’er-hit ‘Barbie Girl’ blev samplet på Nicki Minaj og Ice Spices ‘Barbie World’ fra den populære ‘Barbie’-film.
Nummeret, der gik ind som nummer syv på den amerikanske Billboard Hot 100-liste, gav den danske gruppes internationale image et nyt boost, og siden har de både været på turné i USA, Australien og Canada.
Nu forsøger de i samarbejde med produktionsselskabet AHA Creations at lukrere på den genfundne internationale succes.
Aquas musik og historie bliver nemlig omdannet til en stor musical, der sigter mod både Broadway og West End.
(Artiklen fortsætter under billedet)

‘En enestående chance’
‘Aqua the Musical’ tager udgangspunkt i den tre årtier lange historie om bandet, der hittede i hele verden med debutalbummet ‘Aquarium’ og hits som ‘Barbie Girl’, ‘Doctor Jones’ og ‘Lollipop (Candyman)’.
Førnævnte AHA Creations har fået de globale rettigheder til musicalen, og de lægger ikke skjul på, at den bliver skabt med et klart mål om international eksport.
“Aqua er et af de få danske bands, der for alvor har skrevet sig ind i verdens musikhistorie. Med millioner af solgte albums, topplaceringer på internationale hitlister og en arv, der stadig lever i dag, har de skabt et legende univers som egner sig perfekt til musicalteater. Netop derfor er Aqua det ideelle afsæt for en ny musical, der fra starten er skabt med internationale ambitioner. Med ‘Aqua the Musical’ står vi med en enestående chance for at sende en danskproduceret musical ud i verden,” siger Martin Palme Skriver, Executive Artistic Director i AHA Creations, i en pressemeddelelse.
Der skulle efter sigende allerede være interesse fra flere internationale aktører.
Det har da også tidligere vist sig at være opskriften på succes at tage et populært bands bagkatalog og omdanne det til en såkaldt ‘jukebox-musical’.
Forestillinger som ‘We Will Rock You’ og ‘Mamma Mia!’ med henholdsvis Queen og ABBA som inspirationskilder er blevet opført på nogle af de største scener inden for musical-verdenen.
Verdenspremiere i 2028
Castet til ‘Aqua the Musical’ er stadig ukendt, men de primære kreative kræfter bag scenen er allerede fundet.
Thomas Agerholm skal instruere musicalen, mens Benjamin La Cour skal agere scenograf.
Dramatikerne bag forestillingen bliver Claus Reenberg, Mads Æbeløe og Nikolaj Tarp.
‘Aqua the Musical’ får verdenspremiere i Operaen i 2028.