Antonsen jagter den tunge titel til samlingen

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Anders Antonsen har hentet fire medaljer ved VM, men savner en af guld ved et af de største mesterskaber.

Anders Antonsen har fire gange i karrieren taget medalje med hjem fra VM. Han har vundet EM tre gange og kan bryste sig af 11 triumfer på World Tour, blandt andet to ved Super 1000.

Men den 29-årige aarhusianer mangler lige en af den slags turneringssejre, der vil blive husket i mange år frem, når karrieren er forbi.

– Jeg synes allerede, jeg har haft en rigtig god karriere, og jeg er meget glad for det, jeg har opnået, men jeg synes, at min karriere mangler en af de der helt tunge titler, der klinger anderledes end Malaysia eller Indonesia Open.

– Det vil betyde alting for mig og min karriere, hvis jeg kunne sige, at jeg havde vundet en af de rigtigt store som OL, VM eller All England. Bare det at snakke om VM tænder noget i mig, og det føles anderledes, siger Antonsen.

Mandag begynder VM i New Delhi i Indien, og danskeren, der som nummer fire i verden er seedet til at nå semifinalerne, er meget bevidst om, at han ikke længere har så mange forsøg tilbage, hvis han vil nå at blive verdensmester.

– Jeg er bevidst om, at chancerne ikke hænger på træerne og ikke nødvendigvis bliver større år for år, når jeg går ind i 30’erne. Lige nu er jeg en af de bedste og er skadesfri, men jeg ved ikke, hvordan det ser ud næste sommer.

– Da jeg var i finalen som 21-årig, tænkte jeg, at der ville komme ti finaler mere, men nu begynder det at blive alvor, hvis jeg skal nå at vinde, og det giver da lidt pres, erkender Antonsen.

Han har ikke lavet store resultater i sine seneste fire turneringer, men det er kun tre måneder siden, at han strøg helt til tops i Thailand Open.

– Jeg synes, jeg kommer ganske ok ind til VM, og jeg har forberedt mig meget seriøst, bemærker Antonsen.

Han regnes hos bookmakerne som fjerdefavorit til VM-guldet og føler sig da også blandt de spillere, der kan gå hele vejen. Men det er der mange, der kan, hvis det hele flasker sig, mener Antonsen.

– Alle slår alle på kryds og tværs i toppen lige nu, og der er vel 20 spillere, hvor jeg ikke vil blive overrasket, hvis de står øverst på skamlen. Det er helt sindssygt tæt. Jeg har en følelse af, at alle er lige gode, og så handler det om, hvem der har momentum i den uge.

Antonsen møder i første runde mandag Dicky Dwi Pangestu fra Aserbajdsjan og lægger ikke skjul på, at det vil være “rigtigt skidt” at tabe den.

Allerede i anden runde venter sandsynligvis modstand, som Antonsen har stor respekt for, i skikkelse af ireren Nhat Nguyen.

Ireren har slået flere top-10-spillere på det seneste. Blandt andet slog han i Japan Open Chou Tien-chen, der ugen efter gik hele vejen i China Open.

– Han kan slå spillere, som ugen efter vinder turneringer, så allerede der bliver jeg testet voldsomt.

RITZAU

Annonce
Annonce
Annonce